40 år på tronen og mere populær end nogensinde.

Det synes at være den oplagte konklusion på den vilde interesse danskerne har lagt for dagen omkring udgivelsen af jubilæumsbogen om dronning Margrethe.

På ganske få dage er bogen nemlig revet ned fra hylderne i butikker og hos boghandlere landet over og førsteoplaget på over 30.000 bøger er stort set væk. 

- Vi er glade for den overvældende efterspørgsel, som bogen har oplevet i den første weekend, og vi gør alt for at sikre, at vi kan efterkomme den interesse helt frem til jul, så bogen ikke kommer til at mangle under juletræet nogen steder i landet, siger forlagsdirektør Lars Boesgaard fra Lindhardt og Ringhof.

Andetoplaget er således allerede bestilt hos trykkeriet, så butikkerne kan følge med den enorme efterspørgsel.

- Vi oplever og kan aflæse et enormt salg af 'M – 40 år på tronen' i den første weekend, vi har solgt bogen. Den er røget i top på vores bestsellerliste, og der er et stort hul ned til den næste på listen. Det lader til at folk ser den, som en perfekt julegaveidé, beretter kæden Bog & Idé.

'M - 40 år på tronen' er skrevet af Berlingske journalist Jens Andersen.