Gennem sine 65 år i Danmark har dronning Ingrid kun givet få interview. Som en overskrift på hendes liv har stået "pligten frem for alt", mens hendes personlige meninger sjældent er sluppet uden for Amalienborgs mure.

"Midt i en nærhed skal der også være en distance. Blot en lille smule. Som egentlig ikke ses, men muligvis føles" har dronningen selv formuleret det.

"Mor har altid sagt om det at vise følelser offentligt "vi græder ikke".

Men det gjorde vi jo altså alligevel, især som voksne har vi kunnet stå og få tårer i øjnene," siger dronning Margrethe.

Anne-Marie: "Både af glæde ...."

Margrethe: "Og af et eller andet, der går os på. Men det har aldrig været min mor. Hun sagde engang. "Jeg har grædt, hvad jeg skulle".

Den 26. maj 1935 er der fest i København. Kronprins Frederik og Sveriges prinsesse Ingrid er to dage forinden blevet gift i Storkyrkan i Stockholm, og nu er de om bord på kongeskibet Dannebrog anløbet København.

Kong Christian og dronning Alexandrine og en halv million københavnere er mødt vedToldboden for at se den ny kronprinsesse.

Om den unge kronprinsesses tanker siger dronning Margrethe, at hendes mor på et tidligt tidspunkt følte, at der i Danmark var en indsats, der burde gøres.

"Hun var opmærksom på den forskel, der dengang var på det danske og det svenske kongehus, og hun syntes, at der var mange ting, der kunne gøres anderledes.

Hun var vant til en mere åben og friere tone end den, der herskede under Christian X," siger dronning Margrethe.

Benedikte: "Jeg tror, at hun fra Stockholm kom med et meget tæt familieforhold, i hvert fald anderledes tæt, end det var i Danmark."

Fra begyndelsen er det klart, at Ingrid ønsker at være mere udadvendt og aktiv end kong Christian og dronning Alexandrine.

Hun forbereder sig grundigt, inden hun skal åbne en udstilling og er tilsyneladende begejstret for opgaverne.

"Det er ikke så meget, om man går til en udstilling. Det er MÅDEN, man engagerer sig på og sætter sig ind i, hvad der foregår. Kong Christian og dronning Alexandrine var naturligvis til masser af officielle begivenheder, men jeg tror, min mor så, at tingene måske kunne gøres mere professionelt og aktivt," siger dronning Margrethe.

"Hun følte, at det at blive prinsesse i Danmark var en opgave, som krævede alle hendes kræfter og evner. Min mor er en energisk person, både fysisk, men så sandelig også psykisk, mentalt.

Der skal ske noget. Man engagerer sig, og det tror jeg for hende virkelig blev en livsopgave," siger dronningen.

Anne-Marie: "Og så har hun været vant til hjemmefra altid at skulle være meget pligtopfyldende."

Margrethe: "Ja, det var pligten frem for alt. Det blev hendes fars valgsprog.

Men min mor har til forskel fra sin far også en blidere side, hvor pligten ikke er så stramt opfattet. Hvis hun sagde pligten frem for alt, ville hun tilføje, at pligten også er en glæde."

Benedikte: "Og det er en af de ting, synes jeg, hun har givet videre til os: At man skal få det bedste ud af alt."

Aldrig barn mere

"Pligten frem for alt" havde hun som datter af kronprins Gustaf Adolf og kronprinsesse Margareta lært hjemme på slottet i Stockholm.

Selv har Ingrid beskrevet sin barndom som lykkelig, indtil hendes verden brød sammen i 1920, da hendes mor døde af en blodforgiftning som følge af en banal ørebetændelse.

"Min mor var et og alt i det hjem. Vi havde, tror jeg, allesammen den opfattelse, at alt havde været anderledes, hvis min mor havde levet", har Ingrid udtalt.

Benedikte: "Hun har sagt, at fra det øjeblik hendes mor døde, blev hun pludselig voksen."

Anne-Marie: "Ja, så var hun aldrig barn mere."

Margrethe: "Jeg tror, at min mor lagde sit liv i Sverige bag sig med en vis lettelse. I Danmark kunne hun virkelig hjælpe og være noget selv.

Det tror jeg, betød alt. Hun har mange gange sagt, at det var i Danmark, hun lærte at smile og le. Hun kom til et land, hvor man troede, at folk var sure, hvis de ikke havde et smil siddende.

I Sverige og de fleste andre lande smiler man kun, hvis man er specielt glad.

I Danmark smiler man, hvis man ikke ved, hvad man ellers skal gøre.

Tre år efter moderens død ændrer livet sig på slottet i Stockholm igen, da Ingrids far gifter sig med Louise Mountbatten, oldebarn af dronning Victoria og prins Albert.

Blandt de kendte billeder findes ikke et eneste, hvor Ingrid er sammen med sin stedmor.

"Det var bestemt ikke let for min mor. Ikke fordi stedmoderen ikke var et ordentligt og godt menneske, men de var meget, meget forskelige.

I virkeligheden er det den klassiske historie om en datter og en stedmor, men for mor var det nok en af grundene til, at der var så meget, der skulle løses op, da hun kom til Danmark."

Ligesom dronning Ingrid satte sig for at modernisere det danske kongehus, blev det hendes ambition at gøre kong Frederik til en god konge. Hun gjorde det til sin opgave at hjælpe ham ud af usikkerheden.

"Jeg ved ikke, hvad der skulle være blevet af mig, hvis Ingrid ikke ville have haft mig", har kongen sagt.

De var to meget forskellige mennesker, hun den stilige og kultiverede, og han den mere ligefremme og påvirkelige. Alligevel blev det et lykkeligt og harmonisk ægteskab.

Margrethe: "Somme tider kan det være en mægtig fin ting, at folk ikke er for ens, når de bliver gift. Samtidig havde mine forældre det fortrin, at de var modne, da de blev gift, (Frederik var 36 år, red.).

Skønt min mor kun var 25, var hun, måske på grund af ulykken i sin barndom, en meget mere moden kvinde, end jeg var som 25-årig.

Når jeg ser billeder af mor ved ankomsten til Danmark, ser jeg en voksen kvinde, og når jeg ser billeder af mig selv i den alder, ser jeg altså en lille unge.

"Fars og mors ægteskab var lykkeligt. De holdt meget af hinanden, og de arbejdede på det ægteskab, fordi de ville have, at det skulle lykkes. Og den indstilling har de givet videre til os tre," siger dronningen.

Ifølge hende var kong Frederik på mange måder et genert menneske, men det opdagede kun de færreste, fordi han samtidig var så varm og kunstnerisk udfarende.

"Mor har også et kunstnerisk sind, men det er mere holdt inde. Til gengæld var hun aldrig kejtet, som far kunne være, især da han var yngre. Hun hjalp ham med at tackle det kejtede og generte."

Anne-Marie: "Og han hjalp så hende med umiddelbarheden, at løse op og humoren."

Margrethe: "Især dette at vise humoren udadtil."

Den lille distance

Også over for den nærmeste familie har Ingrid opretholdt en lille distance.

"Dette med at gå alene med tingene kender jeg. Jeg lægger selv lidt afstand til omverdenen. Det er meget godt med en lille usynlig tråd omkring sig," har Ingrid sagt.

Anne-Marie: "Da vi var yngre, viste hun ikke så meget sine følelser."

Margrethe: "Der var en varm kærlighed."

Anne-Marie: "Jo, men ikke sine indre følelser. Når hun var ked af noget, var vi egentlig ikke klar over det. Jeg så først mor være ked af det, da far døde."

Anne-Marie: "Hun beklager sig ikke, som vi andre gør."

Margrethe: "Nej, det kommer ikke ud."

Anne-Marie: "Hun siger måske, at noget er vanskeligt, men så går hun heller ikke længere."

Margrethe: "Man skal hale det ud af hende."

Benedikte: "Hun ville aldrig spontant sige det."

Margrethe: "Det, vi sidder her og siger, er faktisk grænsen for, hvad jeg tror, mor ville bryde sig om, at vi nævner.

På den anden side synes jeg nu også, folk skal vide noget. Det gør ikke noget, at folk ved, hvad hun har været oppe imod.

Dér synes vi somme tider, mor er mere beskeden og blufærdig end måske nødvendigt.

Folk omfatter min mor med både kærlighed og beundring, det har vi oplevet igennem hele vores liv. Men ved de egentlig, hvor meget der er at beundre rent menneskeligt?"

Trods dronning Ingrids egen blufærdighed og tilbageholdenhed er det vigtigt, at de tre døtre føler, at de kan komme til hende. Hun ønsker at skabe det varme barndomshjem, som hun selv mistede, da hendes mor døde.

Margrethe: "Hendes varme over for os var sådan, at vi godt kunne komme og sige uha, og hælde en masse ud over mor."

Anne-Marie: "Vi skulle ikke lægge bånd på os selv, men på den anden side heller ikke buse ud med noget uden for familien.

Vi skulle holde på formerne, men på det område er vi nok alle tre kommet til at skeje lidt ud."

Margrethe: "Det var altid meget spændende, hvis man havde mor for sig selv. Det var noget særligt at være alene med hende uden de andre. Når de to andre ikke var der, snakkede man om lige det, man havde mest til fælles med mor om.

Nu var jeg jo enebarn længe, inden Benedikte og Anne-Marie blev født, så jeg syntes, at det måtte være mit privilegium at have mest muligt af mor og far. Jeg har været en utålelig storesøster."

Kongens død

Da kong Frederik dør den 14. januar 1972, ændres Ingrids liv radikalt. Hun må træde et skridt tilbage og overlade ansvaret til sin ældste datter.

"Da far blev alvorligt syg i januar, spurgte jeg flere gange mor"hvad synes du?" Hun svarede, at"nu skal du selv tage din beslutning", og det synes jeg, er meget stærkt at kunne sige.

Hun opfordrede mig til at lade være med at læne sig op ad hende, siger dronning Margrethe.

I hvor høj grad har De brugt Deres mor som rådgiver?

Margrethe: "Jeg har snakket med mor om mange ting, men ikke om alt. Somme tider føler jeg, at netop fordi hun er en meget stærk person, skal man passe på ikke at gøre sig afhængig på en forkert måde.

Når man har det privilegium at have sin mor i så stor en del af sit liv, skal man være varsom med ikke at læne sig mere, end godt er, men i stedet får en vis selvstændighed.

Hun er en stærk dame.

Var der en fare for, at hun var kommet til at lægge linjen?

Margrethe: "Nej, det er jeg vist for meget egocentriker til."

Benedikte: "Hun ville jo have sagt.

"Ja, men hør Daisy: tænk nu på dig selv og hvad du selv synes." Hun ville jo have, at man skulle stå på egne ben og tro på ens egen fornemmelse."

Da kongen dør, er dronning Ingrid kun 61 år og stadig fuld af kræfter. Hun fortsætter med at passe sine mange protektorater og officielle opgaver.

At hun følger med tiden, vidner hendes indsats i Sønderjylland om. Under Sønderjysk Hjælpefondsorganisation var dronningen med til at skabe Ingrid-Indsamlingen, der skulle skaffe penge til tøjindkøb til grænselandets fattige i mellemkrigsårene.

Tøjindsamlingerne fortsatte til 1965, da dronning Ingrid erkendte, at der ikke længere var brug for den slags hjælp. I stedet begyndte hun at uddele rejselegater til unge sønderjyder.

"Det, at man laver sit eget værk om, synes jeg, fortæller meget. Og det er så typisk for mor. Hun har et meget logisk fungerende hoved.

Hun kunne være blevet en fortræffelig jurist. Hun kan det der med at tænke igennem, hvis man nu gør sådan og sådan, jamen så får det den og den virkning. Hun er et skridt forud."

Det er blevet sagt, at dronning Ingrids stærke indflydelse på fire generationer i kongefamilien har været afgørende for den respekt, der i dag står om det danske monarki?

"Det er vældig svært at forestille sig, hvordan der havde set ud i Danmark, hvis hun ikke havde været her. Hun har i den grad gennem de 65 år sat sit præg på så meget.

Det, mor gerne ville, var at være noget for det land, som hun blev gift i. Og det har hun sandelig også opnået," siger dronning Margrethe.

Kilder: Annelise Bistrup: "Dronning Ingrid," Anne Wolden-Ræthinge (Ninka): "En familie og dens dronning," og "Jeg er dansk." Bo Bramsen: "Huset Glücksborg," bind 1 og 2, Merete Wilkenschildt: "Kongeligt Leksikon."

Læs også de to royale artikler på NYHEDER.