Engang var film som ’Toy Story’ lig kvalitet. Nu er det lig kvantitet.
Hver måned sin nyhed: ’Monsters Inc.’. ’Cars’, ’Ice Age’, ’Madagascar’, ’Smølferne’. De store, bredt lancerede animationsfilm. Ganske ofte fra Hollywood. Ikke mange af filmene er alvorligt ringe, men der er samtidig langt mellem de virkelig gode og nyskabende film. Og ligner for mange af filmene efterhånden ikke også hinanden?
For ti år siden, og endnu længere tilbage, gik man og glædede sig til den årlige film fra Disney. Måske gik der endda længere tid end et år imellem. Filmen kunne så være god eller halvgod eller helt fantastisk, men man glædede sig, og animationsfilm i spillefilmslængde var lidt af en sjældenhed. En bedrift. Noget nærmest magisk.
Disneys arvtagere
Efter at det gik ned ad bakke for Disney i 1980’erne, kom Pixar på banen i 1990’erne. Med ’Toy Story’, ’Monsters Inc.’ og en stribe animationsfilm, og de blev på en måde Disneys arvtagere. De nye, veloplagte animationsfilm fik langt større omsætningstal, end Disney havde tidligere, fordi biografmarkedet var blevet mere globalt, end det var, dengang Disney regerede alene.
Andre amerikanske filmselskaber var ikke sene til at bruge lommeregneren og forstå, at animationsfilm til hele familien var blevet en bedre forretning end i gamle dage.
Steven Spielbergs Dreamworks kom bedst på banen med den gamle Disney-ræv Jeffrey Katzenberg ved roret i animationsdivisionen. Samtidig vågnede Warner Brothers og Fox også op, ligesom digitaliseringen af mediet og billig arbejdskraft i Indien og Kina har gjort det muligt for engelske, tyske, franske og nu også danske filmselskaber at lave film, der konkurrerer med Hollywood.
Set med de positive briller er det sjældent, at man i dag ser en animationsfilm, der halter, når det gælder teknikken. Der er en ensartethed i animationen og et teknisk schwung over det meste, men det kniber mere med personlighed.
Så enkelt er det
Programchef for børnefilmfestivalen Buster, Nicolai Schulz, har noteret sig udviklingen:
- Der er kommet flere animationsfilm til, fordi man har fundet ud af, at familier betyder flere i sæderne og flere penge i kassen. Så enkelt er det. Desværre fokuserer mange af de nye film meget på sådan noget som 3D og massevis af effekter, siger manden, der på sin filmfestival gør, hvad han kan for at servere animationsfilm fra hele verden.
Man tør ganske enkelt ikke satse på noget skævt, når man jonglerer med de helt store budgetter.
- At satse på noget anderledes i Hollywood kan være fatalt. Tænke sig hvis der skete det samme som med Disneys ’John Carter’, hvis kæmpebudget, set i sammenhæng med en mager indtjening, væltede indtil flere chefer. Det er baggrunden for, at man ikke satser anderledes i Hollywood, og at en del animationsfilm ligner hinanden. Originalidéerne har trange kår. Kan man tage udgangspunkt i kendte figurer og lave en 2’er eller 3’er i stedet for at vove pelsen, så gør man hellere det,’ siger Schulz.
Hele 11 ud af de 17 animationsfilm, der er programsat fra nu af til og med efterårsferien næste år, er enten baseret på velkendte skikkelser, legetøj eller er deciderede fortsættelser af store succesfilm.
Genkendeligheden
September måneds ’Flyvemaskiner’ er et såkaldt spin-off på det univers, Pixar har skabt i filmene om ’Biler’. Tarzan, Postmand-Per og Legos univers genoplives på film, og selv ordinære film som ’Rio’ og ’Det regner med frikadeller’ tages op igen og får fortsættelser. Filmene er lige netop så gode, at forældrene på grund af genkendeligheden siger ja, når børnene plager om at se filmen efter at være blevet tæppebombet med reklamer.
Desværre er der bare langt mellem de originale animationsfilm, som for eksempel dem Hayay Miyazaki fra Japan har leveret gennem en årrække. Fra Frankrig så vi Sylvain Chomets ’Trillingerne fra Belleville’, mens vi i Danmark skal tilbage til ’Den kæmpestore bjørn’ fra 2011, før vi sidst fik en animationsfilm med en spritny historie.
Ny film om Olsen-Banden
Lige nu er nyhederne svære at få øje på med endnu en film om Olsen-Banden og mere nutidsvelfriseret Ole Lund Kirkegaard.
Så længe der er penge i at lave fortsættelser uden sjæl og endnu flere penge i oven i købet at vise deres ramasjang i 3D, så vil de eksistere frem for, at vi får flere forsøg på nyskabelser. Som Pixars ’Wall-E’ om de to robotter, der forelsker sig næsten ordløst, eller som ’De utrolige’ fra samme filmselskab, hvor man lavede en fed superhelte-film til alle i familien uden at basere sig på gammelkendt materiale.