5,4 millioner kroner.

Så meget kommer DR og TV2s fælles indsamlingsshow til at koste, når TV-kanalerne søndag aften beder danskerne om støttekroner til det krighærgede Syrien og fire nabolande.

Det skriver DRs program Detektor.

De to mediehuse har fået selskabet STV til at producere showet, der er budgetteret med 2,8 millioner kroner.

Deruodver skal der betales penge til administration af showet - som er konceptudvikling og logoproduktion - til markedsføring af showet og til et callcenter, der skal håndtere de mange opkald fra donorerer.

Dermed kommer det samlede budget til at løbe op i 5,4 millioner kroner.

Som de fleste andre danske indsamlingsshows, som fx. ’Danmarks Indsamling’-show, skal showets omkostninger findes i den pose af penge, som danskerne donererer.

Denne gang har DR og TV2 dog hver valgt at bidrage med én million kroner og samtidig stillet teknik og medarbejdere til rådighed for SVT gratis. Det betyder altså, at vi alle betaler udgifterne til indsamlingsshowet igennem licensen - uanset om vi donerer eller ej.

Derudover er der stillet krav til de 12 nødhjælpsorganisationer, der deltager i indsamlingen, om, at de maksimalt må bruge syv procent af de indsamlede midler på administrationsomkostninger og ikke til de ramte flygtninge.

Hvor mange af de indsamlede kroner, der i sidste ende går til at hjælpe konkrete projekter i de fem lande, afhænger derfor af, hvor mange penge, der bliver samlet ind.

Hvis der bliver samlet 50 millioner ind, så går 87 ud af 100 millioner kroner til nødhjælpsarbejdet. Rammer beløbet 100 millioner, som det ses til Danmarks Indsamling, så vil 90 ud af 100 kroner gå til projekterne i de fem lande, skriver Detektor.

Selvom 5,4 millioner kroner umiddelbart kan lyde dyrt, så er det en del mindre end det, som det årlige ’Danmarks Indsamling’-show koster at producere. Den indsamling kostede sidste år 13,5 millioner kroner. At forskellen er så stor, skyldes blandt andet, at det årlige show både er længere, og bliver markedsført over længere tid samt mere intensivt.

TV2 og DR kom ud i en regulær shitstorm blandt den danske befolkning, efter de annoncerede, at de ville samle ind til Syrien og nabolande.

Her beskrev mange danskere, at de danske mediehuse i stedet skulle indsamle penge til den danske velfærd.

I en afstemning lavet af BT.dk svarede 75 procent 'nej' til, om det er godt, at TV2 og DR søndag laver et indsamlingsshow til fordel for Syriens flygtninge.

I et svar til BT fortæller TV2s eventchef, Ulla Pors Nielsen, hvorfor de ikke samler ind til den danske velfærd.

'Det er rigtigt, at der også er grupper af borgere i Danmark, som har det vanskeligt, selv om det danske velfærdssystem er etableret for at hjælpe her. Men det danske velfærdssystem kan ikke karakteriseres som en humanitær katastrofe, og et skattefinansieret velfærdssystem er heller ikke et oplagt emne for et indsamlingsshow. Niveauet for Danmarks velfærd - og dermed samfundets behandling af ældre, syge, handicappede, fattige mv. - er et politisk spørgsmål og genstand for konstant politisk debat og prioritering, som derfor dækkes hver eneste uge af nyhedsredaktionerne på de to stationer og i dokumentarer og aktualitetsprogrammer på TV 2 og DR’, skriver Ulla Pors Nielsen i en mail til BT.

Selve indsamlingen, som TV 2 og DR har sat op i samarbejde med 12 nødhjælpsorganisationer, er allerede i gang på hjaelpnu.nu.