Vi rejser til Kroatien, fordi det er et billigt ferieland.

Næste: Se forskellen mellem, hvad vi tror og det faktiske prisniveau i 30 rejselande

Den opfattelse har rigtig mange. Men det er faktisk halvdyrt at holde ferie i det smukke land ud til Adriaterhavet. Og forestillingerne om Kroatien kontra den faktiske virkelighed er bare et eksempel blandt mange på vores fejlagtige opfattelse af prisniveauet i forskellige ferielande.

Det viser en stor undersøgelse, som rejsesøgemaskinen Skyscanner har gennemført.

Her har man bedt brugerne om at vurdere 30 forskellige lande - om det vil være meget billigt, billigt, hverken billigt eller dyrt, dyrt eller meget dyrt at holde ferie der - uden at tænke på udgifter til flybilletter for at komme dertil.

Ud fra besvarelserne har Skyscanner givet point og placeret landene på en "hit-liste", og derefter sammenstillet den med det rent faktiske prisniveau i landet med en dags typiske ferieudgifter - kaffe på café, restaurantbesøg og hotelovernatning.

Marokko er billigst

De tre-fire billigste ferielande har vi ifølge undersøgelsen stort set tjek på, omend rækkefølgen ikke holder helt. Marokko, som har det billigste prisniveau, vurderes af deltagerne til af være det fjerde billigste.

Men prisniveauet i de mest populære vesteuropæiske lande er vi langt mere usikre på. Det er for eksempel noget dyrere at holde ferie i Grækenland, end vi forestiller os. Det er dyrere end i Spanien, som også bedømmer som dyrt, men som i virkeligheden er billigt - endda billigere end Egypten

Island bedømmes til at være et dyrt rejseland, som det 25. dyreste af de i alt 30 lande. Men det er kun nummer 13 på den reelle liste.  Storbritannien og Tyskland vurderer deltagerne i undersøgelsen også som dyre. De er henholdsvis nummer 24 og 19 på listen, mens de ligger nummer 9 og 10 på listen over det faktiske prisniveau.

Brasillien er dyrt
Også de oversøiske lande snyder de rejsende, men den modsatte vej.

Her tror deltagerne i undersøgelsen, at det er langt billigere at holde ferie i både Mexico, Den Dominikanske Republik og Brasilien, end det i virkeligheden er. De vurderer Brasilien til at være det 9. billigste land, mens det faktisk er det anden dyreste - dyrere end både Danmark og Sverige og kun overgået af Schweiz.

"Undersøgelsen viser, hvor stor forskel der kan være mellem opfattelsen af prisniveauet og den faktiske virkelighed. Det er vigtigt at vide, ligesom det er helt afgørende, at man som turist tjekker, hvor stor andel af den samlede pris flybilletterne vil udgøre, før man beslutter, hvor ferien skal gå hen," siger Skyscanners skandinaviske direktør, Linda Edstrand.

De mange billige flymuligheder - her udregnet fra København - bringer f.eks. Spanien op som det andet billigste ferieland, når man ser på det samlede feriebudget, kun overgået af Polen

Tredje billigst når flyudgifter medregnes er Tyskland, fulgt af Storbritannien, Portugal, Irland og Frankrig.

Næste: Se forskellen mellem, hvad vi tror og det faktiske prisniveau i 30 rejselande