For anden gang i år kørte tyske Sebastian Vettel først over stregen i et Formel 1-løb, da han søndag vandt det ungarske grand prix. Tyskeren kvitterede med at dedikere sejren til afdøde Jules Bianchi.

Sebastian Vettel fra Ferrari er tilbage i kampen om verdensmesterskabet i Formel 1, efter at han søndag kørte først over stregen i det ungarske grand prix. Efter sejren dedikerede han sejren til franskmanden Jules Bianchi, som i sidste uge definitivt afgik ved døden efter sin ulykke sidste år.

»Tak, Jules. Du vil altid være i vore hjerter. Denne sejr er til dig,« sagde Sebastian Vettel efter sejren ifølge BBC.

Sejren var Sebastian Vettels anden i år, og det var nummer 41 i hans karriere. Det bringer ham op på en delt tredjeplads på Formel 1-verdens all time-liste over grand prix-sejre. Kun Michael Schumacher og Alain Prost har vundet flere grand prix'er med henholdsvis 91 og 51.

»Det var en utrolig dag, men denne sejr er til Jules. Det har været en meget hård uge for os alle sammen,« sagde Sebastian Vettel, som vandt søndagens løb foran Red Bull-kørerne Daniil Kvyat fra Rusland og Daniel Ricciardo fra Australien. Hollænderen Max Verstappen fik med en fjerdeplads sin hidtil bedste placering.

Sådan en slutstilling kan næsten kun lade sig gøre, hvis løbet er kaotisk. Og kaotisk er nok også det bedste ord, man kan sætte på årets ungarske grand prix.

Den regerende verdensmester, Lewis Hamilton fra Mercedes, begyndte løbet i pole position foran sin holdkammerat, Nico Rosberg. Men Hamilton fik en dårlig start, og det var i stedet Sebastian Vettel og hans Ferrari-holdkammerat, finnen Kimi Räikkönen, der lå forrest det meste af løbet.

Lewis Hamilton kørte sig ganske vist op, men han endte med at køre ind i Daniel Ricciardo med det resultat, at Hamilton fik en drive through-straf og nok en gang måtte køre sig op igennem feltet.

På dette tidspunkt lå Nico Rosberg nummer to i løbet, og da førte tyskeren teknisk set i den samlede VM-stilling. Men fem omgange før mål blev han ramt bagfra af Daniel Ricciardo med det resultat, at begge måtte i pit, og det pit-stop kunne Rosberg ikke nå at komme sig over.

Derudover måtte Nico Hülkenberg (Force India) udgå, efter at tyskeren i mål-området var kørt frontalt ind i en stabel dæk. Han slap dog nådigt fra uheldet. Også Kimi Räikkönen, der ellers lå godt til, måtte udgå kort før mål. Han havde problemer med motoren.

I sidste ende blev Lewis Hamilton nummer seks i grand prix'et, og Nico Rosberg nummer otte, og på den måde øgede Lewis Hamilton sit forspring til netop Rosberg fra 17 til 21 point.

»Jeg kan dårligt nok beskrive, hvad der skete i dag. Jeg havde en virkelig dårlig dag. Hver gang jeg havde to muligheder, valgte jeg den forkerte,« sagde Lewis Hamilton efter sjettepladsen, som var hans ringeste placering siden 2013, hvis man ser bort fra de tre grand prix'er sidste år, hvor han måtte udgå.

Sebastian Vettel ligger med søndagens sejr 21 point efter Nico Rosberg på en samlet tredjeplads.