Vester vil hive DIF i retten
Danmarks Idrætsforbund (DIF) blander sig nu i debatten om professionel boksnings fremtid i Danmark - og det i en grad, der har fået boksepromotor Anders Vester til at true med et øjeblikkeligt sagsanlæg.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) blander sig nu i debatten om professionel boksnings fremtid i Danmark - og det i en grad, der har fået boksepromotor Anders Vester til at true med et øjeblikkeligt sagsanlæg.
I en pressemeddelelse omtaler DIF professionel boksning som "gladiatorsport" og advarer mod de stigende økonomiske og tv-mæssige interesser i sporten.
Anders Vester kritiseres direkte for at hente "daglejere" og "boksebolde" til landet for at "stille op til tæsk", og DIF sætter spørgsmålstegn ved den sportslige værdi af promotorens stævner.
"Meddelelsen er så ukorrekt, som den overhovedet kan være, og man skulle tro, at DIF slet ikke aner, hvad der foregår til stævnerne. De skal ikke komme med forkerte oplysninger, såsom at Efren Gonzales (den mexicanske bokser, der fik en hjerneblødning efter sin kamp) fik sin skade på grund af en knock-out - han blev ikke knock-outed - det skete efter, at kampen gik tiden ud.
Og at jeg skulle matche mine boksere mod ringvrag og "boksebolde" er helt hen i vejret - jeg er jo blevet kritiseret i den danske sportspresse for at stille blandt andre Michael Rask op imod for stærke boksere," tordner Anders Vester, der er parat til at slæbe DIF og dets informationschef og forfatter til de kontroversielle udfald, Morten Mølholm Hansen, i retten, hvis ikke der øjeblikkeligt kommer et dementi på pressemeddelelsen.
"Jeg har været udsat for utallige angreb, især da jeg startede som promotor, men det her er det groveste. Morten Mølholm er jo ikke en hr. hvem-som-helst. Han er informationschef for Danmarks største idrætsforbund, så af alle mennesker burde han ikke strø om sig med usaglige og ukorrekte udtalelser. Jeg har sendt ham et omfattende brev her til aften, hvor jeg kræver, at han redegør for sine udfald, og så vil han blive kontaktet af min advokat i morgen. Hvis ikke han omgående trækker sine udtalelser tilbage, mødes vi i retten," siger Anders Vester.
Vester er heller ikke i tvivl om motiverne bag DIFs indlæg i debatten om professionel boksnings fremtid i Danmark:
"Der er stærke kræfter i DIF, der helst så den professionelle boksning afskaffet, og så springer de med på vognen i kølvandet af det tragiske uheld med Gonzales - det er for lavt."
Morten Mølholm Hansen beklager overfor DR Sporten de faktuelle fejl i pressemeddelelsen men fastholder DIFs hovedbudskab i sagen.