Det er muligt, at en gentagelse af ’sådan er det jo’-sætningen vil tilfredsstille radikale vælgere, men den form for stålsathed kan få dramatiske konsekvenser for regeringen, hvor både socialdemokrater og SFere er rede til at finde løsninger på de problemer, som dagpengereformen har ført med sig. Og hvor Enhedslistens lyst til at spænde sikkerhedsnettet ud under regeringen bliver stadig mindre. Kommer der ikke nye initiativer, der tilfredsstiller støttepartiet, fortsætter balladen, og regeringens liv bringes i fare.
I går erklærede Vestager, at regeringens politik bygger på dagpengereformen, fordi den gør noget godt for dansk økonomi. Reformen gør tydeligvis ikke noget godt for regeringens indre liv i øjeblikket - og heller ikke for de ledige, der står til at miste deres forsørgelsesgrundlag. Hvis Margrethe Vestager ønsker noget godt for den regering, hun spiller en central rolle i, indser hun, at også hendes parti må give sig en gang imellem. Vestager afgør regeringens skæbne.
Sådan er det jo.