Vestager og Løkke danser om den varme reform-grød
Først den ene vej og så den anden vej. Venstre og regeringen kan ikke helt finde takten i forhandlingerne om en skattereform - eller det, der er mindre.
Først den ene vej og så den anden vej. Venstre og regeringen kan ikke helt finde takten i forhandlingerne om en skattereform - eller det, der er mindre.
Venstre kræver fortsat et klart svar fra regeringen på, om den er klar til at forhandle en skattereform med udgangspunkt i det oplæg, som Venstre har lagt frem. Regeringen kræver også svar fra Venstre, om oppositionspartiet er klar til at tage plads ved forhandlingsbordet.
Parterne stiller spørgsmål, men ingen svarer.
Lørdag kom økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) med et tilbud om en samlet reformløsning, som blandt andet indeholdt to milliarder kroner til erhvervsskattelettelser. Det var ifølge Vestager formet til at imødekomme Venstre.
- De sagde to ting, da regeringen præsenterede sit skatteoplæg: Nemlig, at de gerne vil lave en stor løsning, og at de gerne vil give erhvervslivet skattelettelser med hensyn til konkurrenceevnen. Det er ikke nogle dårlig pointer, og dem har vi selvfølgelig taget med og lyttet til, siger Margrethe Vestager.
Men Lars Løkke Rasmussen afviste både at lave en stor aftale, som han kaldte en blindgyde, og skattelettelserne til erhvervslivet, som, han ikke mente, var store nok.
- Jeg har for længst konkluderet, at det spor er dødt, og det er præcis derfor, at vi har præsenteret en anden skitse, siger Lars Løkke Rasmussen, der kalder de to planer, der nu ligger på bordet, uforenelige.
Afvisningen vækker frustration hos økonomi- og indenrigsministeren.
- Det er lidt svært at forstå, for Venstre ville gerne lave en stor løsning og lette erhvervsskatterne. Og så siger Venstre »nej nej, nu skal vi ikke have en stor løsning alligevel, nu vil vi forhandle skat.« Så lad os forhandle skat, lyder opfordringen fra Margrethe Vestager til TV 2 Nyhederne.
Begge parter har travlt med at inviterer hinanden til forhandling. Margrethe Vestager beder Venstre til at sætte sig ved forhandlingsbordet, og Lars Løkke udbeder ligeledes svar fra regeringen på, om den vil forhandle med Venstre.
- Vil regeringen se eller vil den ikke se en forhandlingsdelegation fra Venstre i skatteministeriet? spurgte Lars Løkke Rasmussen fra en scene under Folkemødet på Bornholm.
Selvom Venstre og regeringen har mødtes flere gange, er diskussionerne ikke kommet videre end til spørgsmålet om, hvorvidt de to parter overhovedet skal begynde at forhandle.
Dansk Folkeparti er det eneste parti, der har forladt skatteforhandlingerne.