Hun skal til at tage kampen op mod store, amerikanske virksomheder som Google og Microsoft, og hun skal sikre fair konkurrence i Europa. På et kort pressemøde efter offentliggørelsen af den nye EU-Kommission erklærer Margrethe Vestager (R) sig glad for sin nye post som konkurrencekommissær.
»Det er en grundlæggende ting i det Europa, vi kender, at der er fair konkurrence,« siger Vestager og tilføjer:
»Fair konkurrence er forudsætningen for, at små virksomheder kan komme ind på markedet, så de store ikke bruger deres størrelse til at holde dem ude.«
Samtidig understreger Vestager, at hendes kommende arbejde er vigtigt, fordi det skal være med til at sikre fair priser for forbrugerne.
Adspurgt om hun er skuffet over ikke at være blevet udnævnt til en af kommissionsformand Jean-Claude Junckers seks næstformænd foruden udenrigschef Frederica Mogherini.
»Tværtimod. Jeg har meget gerne villet have en portefølje, hvor der var noget konkret arbejde.«
BNB