Dansk politik skal ikke kun handle om økonomi og finanser, selvom debatten ofte kredser om det i krisetider.
Det siger økonomi-og indenrigsminister, Margrethe Vestager forud for Radikale Venstres landsmøde i dag.
- Regeringen vil ikke kun opstille økonomiske målsætninger. Vi vil også måles og vejes på socialpolitiske mål, siger Margrethe Vestager.
Hvad kunne det konkret være?
- Det har vi endnu Ikke lagt os fast på. Der er tale om et fælles regeringsprojekt, og det ville være forkert af mig at bringe de radikale bud på dem frem her.
- Men det handler om, at man skal kunne måle os på, om det vi gør, så også virker. Om vi får bekæmpet fattigdommen, om vi får skabt lige muligheder. Det er derfor, det er vigtigt, at vi får fastsat en fattigdomsgrænse, så vi kan vurdere, hvor mange der er over og hvor mange der er under.
Hvor skulle sådan en grænse ligge?
- Det har vi ikke lagt os fast på, der sidder folk og arbejder med det. Fattigdom er ikke en absolut størrelse. Alt er relativt og Danmark er et rigt land. Der er forskel på, hvor lidt man kan leve for i forskellige lande, og arbejdet med det er stadig i proces. Er man fattig, hvis man ikke kan betale for, at ens barn kan gå til fodbold, fx?
Hvordan kan man måle på, hvordan det lykkes at få folk i arbejde? Vil I fastsætte en ledighedsprocent, fx?
- Beskæftigelsestal er ikke noget mål i sig selv.
Men hvad vil I så måles på?
- Jeg har ikke en samlet liste over ting, vi gerne vil have på. Men social- og integrationsministeriet er for eksempel i gang med at udforme et integrationsparameter, hvor vi kan vurdere, hvordan det går med integrationen.
Handler det også om at synliggøre jeres indsats overfor vælgerne?
- Det er en af de måder, vi gerne vil vurderes på. Hvis vi så ikke når målene, må vi kunne forklare, hvorfor det er gået, som det er. Og så må vælgerne tage stilling.
Var det ikke netop en del af regeringsgrundlaget, at I ville væk fra bureaukrati, styrende mål og sætte fagpersonerne fri?
- Jo, men vi vil gerne opnå resultater. Vi vil ikke styre i processer, men det er en ledelsesopgave at definere målene for, hvor vi vil hen. Metoder og redskaber er derimod det, som fagpersonerne ved noget om, siger Margrethe Vestager.