Vestager afviser kritik af taxametersystem
Vestager afviser kritik af taxametersystem
Vestager afviser kritik af taxametersystem
Der er strid om det såkaldte taxametersystem på universiteterne. En række personer fra det danske uddannelsesmiljø mener, at taxametersystemet er med til at undergrave det faglige niveau på universiteterne, fordi ordningen giver de videregående uddannelser tilskud alt efter hvor mange studerende, der består eksamen. Og det forringer uddannelsesniveauet, siger blandt andet professor Svend Hylleberg fra Aarhus Universitet til Aktuelt:
- Når vores bevillinger er afhængige af, at eleverne består, så er det et klart incitament til at lade flere slippe igennem, siger professoren.
De konservatives uddannelsesordfører, Brian Mikkelsen, frygter, at ordningen vil skabe flere, men dårligere uddannede kandidater.
Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) mener derimod, der er tale om en storm i et glas vand.
- Hvis universiteterne begyndte at sætte det faglige niveau ned for at lade flere studerende slippe igennem for på kort sigt at få flere tilskudpenge - jamen så sælger de jo ud af universitetets sjæl. Og det går jo ud over dem selv i sidste ende, siger Margrethe Vestager.
/ritzau/