Fra midten af hendes ryg strækker to lange ar sig op langs hendes ribben og rækker frem mod hendes bryster.

De er de evige minder om, at den amerikanske popsangerinde Anastacia for tre år siden måtte få fjernet begge sine bryster, da hun fik konstateret brystkræft for anden gang.

Først for nylig har hun valgt at vise dem frem for første gang. I en række af sorthvide billeder taget til magasinet Fault.

»Mine ar er en del af min rejse og en påmindelse om alle de ting, jeg gik igennem i forbindelse med min mastektomi,« forklarer hun til magasinet, mens hun i onsdags i det britiske talkshow Lorraine forklarede, hvorfor hun havde valgt at stille op til nøgenbillederne.

»Jeg ønskede, at billederne skulle vises af mig selv, ikke af paparazzierne. Jeg ville selv tage kontrol over situationen,« sagde hun.

Årsagen til, at de to lange ar befinder sig på ryggen af den 48-årige sangerinde, som brød igennem i slutningen af 1990'erne og blev kendt for sange som 'Left Outside Alone' og 'I'm Outta Love', skyldes, at lægerne tog hud derfra, da de skulle genopbygge hendes bryster efter operationen.

»Efter du gennemgår en sådan operation, er det som om, du må blive lære din krop at kende på ny. Du føler dig som et landkort (på grund af arene, red.). Jeg ønsker at vise kvinder, at landkort også kan være fantastiske,« sagde hun i talkshowet.

Anastacia, hvis fulde navn er Anastacia Lyn Newkirk, har bekæmpet brystkræften to gange.

Hun var 34 år, da hun første gang fik konstateret kræften i 2003, og for tre år siden vendte den tilbage. Dengang valgte hun at få fjernet begge sine bryster ved en mastektomi og få dem erstattet med implantater.

Dengang fortalte hun selv om operationen og det drastiske skridt på Facebook.

»Det har været en intens rejse, men jeg har det godt og er parat til at begynde på et nyt kapitel,« skrev hun blandt andet.