I folkemunde er cirkusset kendt som 'The greatest show on Earth' og verdens største cirkus.

Det amerikanske cirkus Ringling Brothers blev grundlagt i 1884.

Men til maj lukker og slukker det legendariske cirkus.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press.

»Der er ikke én specifik ting (som har medført lukningen, red.). Det har været en meget svær beslutning for mig og hele familien,« siger den administrende direktør og bestyrelsesmedlem af Feld Entertainment, Kenneth Feld, der ejer cirkusset.

Kenneth Feld fortæller, at tiden er løbet fra cirkusset som underholdning. Ifølge ham vil børn og unge hellere lade sig underholde af film, tv og videospil end af en tur i cirkus. Feld Entertainment opkøbte cirkusset i 1967.

Ringling Brothers har også kæmpet med dyreorganisationer, som har ment, at det var uetisk at benytte sig af elefanter. Efter en længere retssag blev elefanterne fjernet fra cirkuset. Det skete i maj 2016. Desværre faldt billetsalget drastisk, da de store, majestætiske dyr blev taget af plakaten.

Virksomhedens chief operating officer Juliette Feld er overbevist om, at selvom mange blev glade for det, så var der ligeså mange, som ikke gad at tage i et elefantløst cirkus.

Men hvis du virkelig brænder for at se cirkusset, så kommer det stadig til at optræde 30  gange i USA inden maj. Her kan du se det to timer og syv minutter lange show i eksempelvis Providence og New York.

Juliette Feld oplyser, at de vil finde passende hjem til alle cirkussets dyr, der blandt andet tæller løver, tigre, kameler og kænguruer.