Kvinder får spiseforstyrelser af at følge tidens hotteste slankediæter, mener den verdensberømte britiske tv-kok, Nigella Lawson, som ikke mener, det er sundt at fornægte slik og kage.

Hvorfor har vi vedtaget, at det til enhver tid er godt at være tynd? Hvis en kvinde sulter sig for at blive slank, er det ikke en kompliment at fortælle hende, at hun har tabt sig.

Det sagde den verdensberømte britiske tv-kok Nigella Lawson, da hun i sidste uge gæstede tv-programmet 'The Late Late Show' på irsk tv i forbindelsen med promoveringen af sin nye kogebog 'Simply Nigella'.

Bogen er et opgør med flere af de slanke-trends, som især kendte kvinder bekender sig til, og Nigella Lawson bruger lanceringen af bogen til at understrege sit budskab i flere medier.

Mængden af mere eller mindre mystiske diæter er utallige. Nogle undgår gluten. Andre fornægter sukker eller går helt uden om mælkeprodukter. For tiden er det også moderne at dyrke 'clean eating', hvor man ikke spiser forarbejdede fødevarer.

Nigella Lawson mener, at den såkaldte 'clean eating' og andre diæter, får det at spise normalt til at se beskidt eller skamfuldt ud.

»Folk bruger en bestemt diæt som en måde at skjule en spiseforstyrelse eller en høj graf af utilfredshed med deres egen krop,« sagde hun ifølge Daily Mail i et britisk radioprogram i forbindelse med lanceringen af bogen.

»Diæterne er en måde at bruge mad til selvhævdelse - du er en bedre person, fordi du spiser sådan - eller selv-nedgørelse, fordi du ikke vil tillade dig selv at spise det, du i virkeligheden har lyst til.«

Nigellas egen mor led det meste af sit voksne liv af en spiseforstyrelse, men det stod først klar for kendis-kokken, da moderen blev dødsyg og endelig tillod sig selv at spise det, hun havde lyst til.

Sundhed handler ifølge Nigella om at være åben for livet.

»Hvis du er naturlig tynd, så er det fantastisk - men hvis du bliver nødt til at sulte dig selv for at se sådan ud, så er det ikke godt.«

Der er tidspunkter i livet, hvor det er nødvendigt at spise et stykke kage, og det gælder om at finde en sund balance mellem det sunde og det søde, lyder anbefalingen fra Nigella.

»Jeg spiser ikke kage hver dag, men der skal være en balance, og den skal ikke være alt for restriktiv. Du bliver nødt til at smage på de gode ting.«