Hård tørke i USA og Østeuropa fik verdens fødevarepriser til at stige med ti procent i juli, oplyser Verdensbanken.

Majs og hvede blev fra juni til juli 25 procent dyrere på verdensplan, mens sojabønner blev 17 procent dyrere - og torsdag kostede mere end nogensinde før. I gennemsnit koster al mad seks procent mere i år end sidste år.

Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim, siger ifølge flere medier, at mange lande, men især de afrikanske og mellemøstlige, er sårbare.

- Prisstigningerne truer millioner af menneskers sundhed og velvære. Vi kan ikke tillade, at disse historisk høje prishop får folk til at spise mindre nærende fødevarer for at kompensere for de høje priser.

USA er storproducent af sojabønner og majs, mens lande som Ukraine, Rusland og Kasakhstan leverer en stor del af verdens hvedemarked.

For fire år siden førte prisstigninger på verdens fødevaremarked til konflikter i flere lande. Verdensbanken oplyser, at dens eksperter ikke forventer lignende optøjer som følge af dette års fødevarekrise.

Men hvis for eksempel årets forventede El Nino-vejr medfører enten oversvømmelser eller tørkeperioder, vil sandsynligheden for konflikter blive større, ligesom også ikke-vejrbestemte faktorer som stigende oliepriser kan sætte gang i oprør.

I Danmark vil en gennemsnitlig børnefamilie få en ekstraregning på cirka 2.500 kroner, viser beregninger fra Landbrug & Fødevarer ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

Herhjemme vil især brød, gryn, mel, morgenmad, pasta og mælk blive betydeligt dyrere, men på sigt vil også kødpriserne stige betragteligt, fordi landmændene kommer til at bruge flere penge på foder.