Det er noget af et prædikat at have på sig - verdens dårligste fodboldlandshold. Det er imidlertid den barske sandhed for det asiatiske kongedømme Bhutan, der indtager en sidsteplads på FIFA's verdensrangliste.
Det til trods hentede nationen en sjælden sejr, da det torsdag endte 1-0 mod Sri Lanka i holdets første kvalifikationskamp til VM i 2018. Kampens enlige mål blev scoret i det 84. minut af en grænsende til lykkelig Tshering Dorji.
»Det er et meget lykkeligt øjeblik i mit liv. Det er øjeblikket, jeg har ventet på. Det var et dyrebart, og det perfekte øjeblik at score på,« lød det euforisk fra Dorji efter kampen.
Inden torsdagens kamp havde Bhutan kun tre sejre på cv'et og udbyggede således denne statistik med en betydelig procentdel. Holdets seneste kamp var ligeledes mod Sri Lanka - her tabte Bhutan 2-5 til Sri Lanka.
»De var et bedre hold og fortjente at vinde. Jeg er overbevist om, at vi vinder returopgøret«, sagde Sri Lankas træner Nikola Kavazovic således efter kampen.
Sri Lanka indtager en 174.-plads på verdensranglisten og er placeret 34 pladser over Bhutan.