For de fleste mennesker er 33 år ingen alder, men for en æselpingvin er 33 lys i lagkagen helt enestående.

Normalt bliver æselpingviner 15 til 20 år, men alderspræsidenten i Odense Zoo fylder altså hele 33 år onsdag. Det gør den efter alt at dømme til verdens ældste æselpingvin.

- Zoologer over hele verden holder øje med pingviner, der lever i de zoologiske haver. Pingvinerne registreres i et fælles system, hvor primært Nordamerika og Europa er stærkt repræsenteret, og da vores er ældst af alle disse æselpingviner, er der rigtig god grund til at tro, at det er verdens ældste, siger zoolog Bjarne Klausen fra Odense Zoo.

Æselpingvinen, der, ligesom mange af de øvrige dyr i Odense Zoo, ikke har noget navn, har oplevet den store vide verden. Den blev født i Edinburgh Zoo i Skotland i 1979 og blev året efter sendt til canadiske Montreal. I 2003 kom den til H.C. Andersens hjemby, hvor den ifølge Bjarne Klausen nyder sit otium.

- Den bliver passet godt på, er sammen med andre pingviner, får motion og god mad. Det, pingvinerne får at spise, er helt på højde med det, man køber hos fiskehandleren, siger Bjarne Klausen og fortæller, at både fødselaren og Odense Zoos cirka 50 øvrige pingviner har adgang til fine fitness-faciliteter.

- De har et motionsanlæg, hvor der blandt andet er et bassin. Det er udstyret med en pumpe, som skaber strøm, og når vi speeder pumpen op, kan man se pingvinerne stå og lege, siger han.

Bjarne Klausen vurderer, at der er adskillige gode år tilbage i æselpingvinen:

- Som den ser ud nu, klarer den sig ganske fremragende. Jeg tror godt, den kan blive 40 år, og man har ikke rigtig set dem blive så gamle før. Man kan selvfølgelig ikke sige, om den pludselig dør af en infektion, siger han.

Æselpingvinen har så meget appetit på livet, at den er klar til småfolk. Sammen med sin mage har den bygget rede, og det plejer ifølge Bjarne Klausen at være ensbetydende med, at et æg er på vej.

Æselpingvinens store dag, der falder sammen med Odense Zoos 82 års fødselsdag, markeres hverken med sang eller særlige lækkerier.

- Vi fejrer ikke fødselsdagen. For langt de fleste dyr serverer vi allerede deres livret hver dag, så æselpingvinen får lige det, den er vant til og har brug for, siger Bjarne Klausen og forklarer, hvordan man finder den aldrende æselpingvin i Odense Zoo:

- Pingvinerne har ingen navne, men bærer hver en ring med en farvekode. Æselpingvinens ring har gule og lilla striber, siger han.