'Den grønne elevator' er alle farcers farfar.

Det næsten 90 år gamle stykke morskabsteater er nogenlunde som det Tivoli, der omkranser Glassalen. Noget altmodisch og alligevel eviggrøn og fyldt med lysguirlander - af grin.

I 'Den grønne elevator' befinder vi os i en fjern galakse, meget langt fra Pinterest, iPhone 5 og et Kiev i brand.

De er De's deroppe på scenen, og det er stadig mrs. og mr. Laura og Billy. Det er lige før, man ville tage det som en selvfølgelighed, hvis Clark Gable trådte ind på scenen. Hvad han i øvrigt næsten gør i Alexandre Villaumes dandy udklædning.

Instruktør Lisbet Dahl har efter eget udsagn moderniseret stykket. Ført det fra 1920erne frem til 60erne. Det handler først og fremmest om dialogen, der visse steder er strammet gevaldig op. Så vidt huskes i forhold til den sidste opsætning på Privatteatret (Bremen i dag, red.) i 2000.

'Hvordan var det lige jeg' ... sådan sagde de ikke halvfemserne. Fint, for det fornyede sprog er med til at skærpe tonen i det letbenede lystspil. Med en flod af skarpe one-liners, sprittede vittigheder, brandere, jokes og vandet vid.    .

Det har altid ærgret mig, at jeg aldrig fik set 'Den grønne elevator' med Jørgen Ryg og Kirsten Walther i hovedrollerne.

Men så er der jo Tommy Kenter og Bodil Jørgensen. Begge kendt som komikere med et glimt i det ene øje og en tåre i det andet. Allerede fra første scene, hvor stykkets konflikt slås fast med søm på størrelse med Pariserhjulet udenfor, fanger Kenter med sin sørgmuntert selvudslettende, kejtede Billy Bartlett.

Han er så røvkedelig, at konen - spillet forførende elegant af Ann Eleonora Jørgensen - må finde eventyret i Philip Evans arme.

Så kommer overboen Jack Wheeler (en noget kækt spillende Peter Gantzler) og hans kone Blanny på besøg. Også Jack tager på eventyr.

Ind med Bodil Jørgensen. Den for lystspil ikoniske eskalerende drukscene mellem de to hverdagsmus, Billy og Blanny kan begynde

Om det er med i den oprindelige 'Den grønne elevator', husker jeg bestemt ikke, men et sted i sin hestebrandert får Blanny fastslået, at hun jo bare er en pige fra et lille provinshul. Denne ene bemærkning giver stor troværdighed til Bodil Jørgensens akavede druk pantomime i scenens papmaché overklasse New Yorker-lejlighed.

Blanny er som en Jeppe, der i et øjebliks respektløs, nærmest barnlig trods hopper og springer rundt i Baronens seng, inden hun i slutningen af stykket lægger sig ned igen.

Bodil Jørgensens ansigt veksler fra det blegt forgræmmede til uimodståeligt indtagende, mens hun opfører sin drukballet og forsøger at indtage de mange sjusser og underboen samtidig.

Det er sjovt, rørende, grimt og saftsuseme sjovt, hvordan Bodil Jørgensen får lagt hele sit vidunderlige skæve komiske talent i Blanny.

Jo, det tipper på grænsen til overspil for Kenters vedkommende, især da han hopper rundt på scenen efter at have bundet det giftige stads.

Men ellers er det Tommy Kenter i en tour de force, som man havde håbet på forhånd. Tristesse, blues, drenget charme, som ender i virtuøse klovnerier og galopperende galskab i takt med, at sprutten glider ned.

Det er en helt anden Billy end den, Claus Ryskjær leverede for 14 år siden. Måske mere nuanceret, til gengæld var Rysse mere lige på rock'n'roll.

'Den grønne elevator's to akter falder skævt. Første afdeling varer ca. halvanden time. Anden bare 35-40 minutter.

I den sidste er det dagen derpå i soveværelset, domineret af den tømmermands hærgede Billy. Nu er det ikke nødvendigvis en fordel med en slap stick i dobbeltsengen - for nu wannabe-agtigt at koble sig på 'Den grønne elevator's tone - men når det er slapstick som her er det herligt.

Det er både falden-på-halen komik, dejligt platte og letkøbte ordspil, og stadig serveret med sproglig elegance.

- Vil de ikke gerne overraskes med mig i en kompromitterende situation. Det skal siges af Bodil Jørgensen.

Grønt er sundt for øjnene, energien og miljøet - og for lattermusklerne.

'Den grønne elevator', premiere torsdag aften i Glassalen i Tivoli. Medvirkende: Bodil Jørgensen, Tommy Kenter, Ann Elenora Jørgensen, Peter Gantzler, Alexandre Willaume, Mathilde Norholt og Max Hansen.

Instruktion: Lisbet Dahl, scenograf Nina Schiøttz, Oversættelse: Palle Kjærulff Schmidt..