Bankrøver truede med toiletbørste
En 49-årig mand forsøgte i denne uge forgæves at røve tre banker i New York ved at true personalet med en toiletbørste, skriver Huffington Post.
Politiet blev torsdag eftermiddag kaldt ud til et bankrøveri, hvor røveren havde truet de ansatte til penge - bevæbnet med en toiletbørste.
Det viste sig at være den tredje bank, den 49-årige mand havde røvet på en uge, og efter en jagt til fods kunne politiet anholde røveren med det alternative våben. Han er nu sigtet for røveri.
Koen Yvonne bliver nu filmstjerne
Historien om den tyske ko Yvonne, som blandt andet undslap helikopter-søgninger og jægere sidste år, skal filmatiseres.
Eventyret om koen, der strejfede fra gård til gård i det bayerske landskab i næsten tre måneder sidste år, er nemlig så god en historie, at den har inspireret til en Hollywood-animeret film. Det skriver Reuters.
Filmen kommer til at hedde »Cow On The Run« og bliver en tysk-amerikansk produktion af det tyske filmselskab Papa Loewe og den amerikanske filmproducer Max Howard. Sidstnævnte har blandt andet været med til at producere »Løvernes Konge«.
Yvonne, der nu er at finde på et dyreinternat i det sydlige Tyskland, virker dog temmelig uberørt af den kommende filmatisering i Hollywood.
Hun fik sig ellers lidt af et gennembrud i verdenspressen, da hun i maj sidste år brød igennem et el-hegn på en gård nær byen Muehldorf.
Filmen om Yvonne forventes at udkomme i 2014.
Paraplyhat reddede mand fra dobbelt-lyn
19-årige Matt Wilks fra den engelske ø Isle of Wight blev ramt af to lyn på samme tid i sin baghave. Og helt mirakuløst fik han ingen men, skriver mirror.co.uk.
Matt Wilks havde taget en paraplyhat på, som han havde købt under en pubcrawl, og den alternative hovedbeklæding har sandsynligvis reddet hans liv.
- Det føltes underligt. Som at blive ramt i hovedet virkelig hårdt. Der var et stort lysglimt, som om lynene splintredes, da de ramte mig, siger Matt Wilks, der efterfølgende kom på hospitalet, hvor læger bekræftede, at han var blevet ramt af lyn, men ellers var uskadt.
- En af lægerne sagde, jeg skulle købe en lotteriseddel.