49-årig får dødstrusler på Zimmermans gamle mobilnummer
Dødstruslerne rullede ind, fra det øjeblik den 49-årige Alexander Guy tændte sin nye mobiltelefon. Mobilselskabet T-mobile havde nemlig givet ham drabsmanden George Zimmermans gamle mobilnummer. Det skriver The Hufflington Post. George Zimmerman skød ogt dræbte i februar den 17-årige Trayvon Martin i Florida. Udover de ubehaglige SMSer modtog Alexander Guy omkring 70 truende opkald. Nu kræver han erstatning fra T-Mobile, som afviser, fordi Guy har fået kompensation for mobilregningen. Teleselskabet har givet Guy et nyt nummer og pensioneret Zimmermans nummer, så problemet ikke gentager sig.
Dræberedderkopper slog ikke ihjel
Billederne af enorme, aggressive og behårede dræberedderkopper, der bed flere personer i Indien, har skabt skræk og rædsel mange steder de seneste dage. Nu viser det sig, at edderkopperne kun indirekte er skyld i de to dødsfald, der indtil videre er registreret. Det skriver Reuters. Edderkopperne har gift i sig, men ikke nok til at tage livet af en voksen mand. De to personer døde, fordi de blev bidt og derefter forsøgte at dræne deres sår. Dræningen slog fejl, og der gik infektion i sårene - og det endte med at koste inderne livet.
Mole drev 8.000 kilometer
Selv om man er 20 meter lang og seks meter bred, kan man snildt tilbagelægge en tur på mere end 8.000 kilometer. Onsdag kunne folk, der gik en tur på Agate Beach i den amerikanske delstat Oregon, se den mole, som under sidste års japanske tsunami rev sig løs og siden tog turen tværs over Stillehavet. Det skriver Reuters.
De japanske myndigheder ønsker ikke at få molen retur, men heller ikke i Oregon agter man at beholde den. Molen er nemlig fyldt med fremmede organismer, som kan være en potentiel trussel for det amerikanske økosystem.
BNB