Royal albino-elg får kongeligt navn
Norge er klar med en afløser for den folkekære albino-elg, Albin, som blev skudt og dræbt af en dansk jæger i oktober sidste år.
Drabet udløste ramaskrig og lidt af en krise mellem vores to nordiske nationer.
Men nu har en afstemning blandt 20.000 læsere af avisen VG fundet en ny kendis-elg.
Den stammer fra Trysil og har fået navnet »Kvitekongen« - den hvide konge. Navnet blev foreslået af jægeren Mari Maurstad, som over for VG udtrykker stor glæde over valget.
- Nej, du godeste! Det var meget hyggeligt. Jeg var sikker på, at det ikke blev »Kvitekongen«. Det er lidt besværligt at sige, men der er noget værdigt over det. Nu bliver jeg enormt glad.
Gammel spansk skat vender hjem
Mønter til en værdi af næsten en halv milliard dollar er kommet hjem til Spanien efter at have ligget på havets bund i mere end 200 år. Det skriver Reuters.
Mønterne gik ned med et skib i 1804, i 2007 blev de bjærget, men siden har de været strandet i et juridisk slagsmål mellem et bjærgningsselskab og den spanske regering.
I februar satte en dommer i USA dog en stopper for striden og beordrede guld- og sølvmønterne til Spanien. Det er endnu ikke besluttet, hvad der nu skal ske med skatten, lige som det er uvist, om sagen bliver anket.
Giganthummer sat i havet igen
En gigantisk hummer på hele 12,3 kilo, der er blevet fanget i den amerikanske delstat Maine, er ifølge Reuters blevet sat ud i havet igen. Hummeren, der nåede at få navnet »Rocky«, blev fanget i sidste uge og er angiveligt den største, der nogensinde er fanget i delstaten.
Det er uvist, hvor gammel den en meter lange hummer er, men at den er stærk, det er stensikkert. Med de bare kløer kan den ifølge Reuters brække en mands arm.
Hummeren blev sat ud i havet igen, da lovgivningen forbyder fiskere at beholde hummere af den størrelse.
Ifølge Guiness’ Rekordbog blev den største hummer, der nogensinde er fanget, hevet på land i 1977. Den var på 20 kilo.