Mars vil ikke kendes ved friturestegt chokolade
STORBRITANNIEN: Skaberne af chokoladebarren Mars har set sig nødsaget til at tage afstand fra en særlig specialitet fra Skotland, der ellers har Mars-barren som absolut hovedingrediens.
Det er sket i et brev til det skotske spisested The Carron Fish Bar i Stonehaven, Aberdeenshire, der har taget æren for at have opfundet en særlig videreudvikling af barren, hvor den bliver dyppet i dej for derefter at ryge en tur i frituregryden.
Mars har gjort ejerne af The Carron Fish Bar opmærksomme på, at den friturestegte Mars-bar ikke møder opbakning fra selskabet, da den ikke flugter med Mars’ fokus på at støtte en sund livsstil.
- Vi er meget stolte over, at kunderne på The Carron Fish Bar er så vilde med vores produkt, at det er blevet en klassiker. Men vi kan ikke støtte den, da det er friturestege et af vores produkter strider mod vores engagement for at støtte sunde, aktive livsstile, siger en talsmand for Mars ifølge BBC.
Der er angiveligt 932 kalorier i en friturestegt Mars.
Skænderi om chips fører til drab
USA: To mænds uenighed om, hvem der var den rette ejer af en pose ostepops, førte tirsdag aften til et drab i den amerikanske by St. Louis, skriver Fox News.
Den ene mand, der er 49 år, mente således, at han havde førsteret til chipsene, men da den anden mand på 42 år ikke var enig, stak den 49-årige ham i brystet med en kniv.
Ofret blev kørt på hospitalet, hvor han blev erklæret død, og drabsmanden blev efterfølgende anholdt tæt på gerningsstedet, efter at vidner havde beskrevet, hvordan han så ud.
Hvad der skete med chipsposen, melder historien ikke noget om.
Licolns enke skal renses for sindsyge
USA: Var Mary Todd Lincoln, enke efter den myrdede præsident Abraham Lincoln, sindsyg, da hendes søn fik hende indlagt i 1875?
Det spørgsmål har amerikanske historikere diskuteret i mere end 100 år, men nu skal der findes et svar. I næste måned vil der blive afholdt en ny høring, som én gang for alle skal fastslå, om præsidentfruen var psykisk syg.
To juridiske hold skal ifølge Yahoo News fremlægge sagen på baggrund af nutidig lovgivning. To skuespillere vil spille rollerne som henholdsvis Mary Todd Lincoln og sønnen Robert Todd Lincoln.
- Helt op til nutiden er historikere uenige om, hvorvidt beviserne mod førstedamen var konstruerede, om procedurerne var efter bogen, og hvad der ville ske, hvis sagen var baseret på moderne sundhedslovgivning, hedder det i en udtalelse fra præsident Lincolns bibliotek og musueum, der arrangerer høringen.
Ifølge Mary Todd Lincoln selv fik hendes søn erklæret hende sindsyg for at tiltvinge sig kontrollen med hendes penge. Hun tilbragte et år på et sanatorium, inden hun blev erklæret rask.