Forfatter fakede anmeldelser på Amazon
ENGLAND: »Storslået geni« og »moderne mesterværk«. Det skorter ikke med pæne ord i boganmeldelserne af krimiforfatteren Roger Jon Ellorys bøger på internetboghandlen Amazon, skriver irske The Independent.
Men det er jo heller ikke så overraskende, at det bliver til så flotte ord, når man nu skriver om sig selv. Englænderen skrev de flotte anmeldelser under opdigtede brugernavne, og det undrer flere engelske aviser, at Ellory overhovedet føler et behov for at give sig selv fem ud af fem stjerner. Manden har nemlig åbenlyst stor succes med mere end én million solgte bøger fordelt på 10 forskellige titler, samt prisen for årets engelske krimi i 2010.
Det var en bruger på Twitter, der afslørede Ellory i de selvskrevne anmeldelser, og det har forfatteren nu erkendt:
- Mangel på dømmekraft, kalder Ellory det selv.
De selvskrevne anmeldelser har affødt en storm af fordømmelser, for Ellory har også brugt de falske profiler til at tale andre krimiforfattere ned, og givet deres bøger en dårlig bedømmelse på Amazon.
Anholdt fire gange for AC/DC-musik
USA: En kvinde i den amerikanske stat New Hampshire blev anholdt hele fire gange inden for 26 timer, fordi hun spillede AC/DC-nummeret »Highway to Hell« og andre musiknumre for fulde hammer i sit hjem i byen Epping. Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge Yahoo News.
Først gav politiet hende en advarsel for at spille høj musik om eftermiddagen tirsdag i sidste uge, men betjente blev kaldt tilbage en time senere, og hun blev anholdt for ikke at ville skrue ned for AC/DC.
Så blev hun kort efter løsladt for blot at blive anholdt igen fem timer senere. Inden daggry onsdag morgen var hun desuden blevet anholdt endnu en gang. Denne gang var det dog ikke på grund af høj musik, men fordi hendes nevø beskyldte hende for forsøg på tyveri og for at have kastet en stegepande efter ham.
Kvinden er nu fængslet, og ifølge en lokal TV-station har en dommer anbefalet hende at begynde at bruge høretelefoner.
Statusopdatering gav ansøgning som kæreste
ENGLAND: En ung kvinde skrev for sjov på Facebook, at hun ledte efter en kæreste. Det fik en mand i vennekredsen til at skrive en længere ansøgning, der mest af alt minder om en jobansøgning. Hele den lange ansøgning skriver den engelske avis Daily Mail om på sin hjemmeside.
I ansøgningen fremhæver manden blandt andet sin forkærlighed for country musik, tolerance under shoppingture og evner udi oralsex. Desuden bruger manden et helt afsnit på at fortælle om sine kvalifikationer når det gælder computerspil. Det mener han nemlig, at den kvindelige studerende vil sætte særligt pris på.
Manden sluttede af med at skrive, at han på alle tænkelige måder måtte være det meste oplagte valg for kvinden. »Jeg ser frem til at arbejde sammen med dig, dine venner og din familie. Jeg tror fast på at min tidligere erfaring, uddannelse og evner er passende til at være din kæreste.«