Mammut-skeletter dukkede op i kulmine

Serbiske arkæologer har gjort et ekstraordinært fund i en kulmine ikke langt fra hovedstaden Beograd, skriver flere medier. Her dukkede pludselig fem næsten intakte skeletter op 20 meter under jordens overflade. Mammuttens efterkommer er vor tids elefant, og skeletterne i Serbien er mindst 10.000 år gamle. Det er fundet millioner af fragmenter fra mammutter flere steder i verden, men det er usædvanligt at finde skeletter, som er i så god stand som dem fra Balkan. Skeletterne tilhører den langhårde mammut-art, Mammuthus primigenius, som uddøde for omkring 10.000 år siden. I 2009 fandt arkæologer i samme område skelettet af en hun-mammmut, der tilhørte en hårløs ældre art.

Beyonces baby bliver æresborger

Kun et halvt år efter sin fødsel er celebrity-parret Beyonce og Jay-Zs datter allerede udnævnt til æresborger, skriver Huffingtonpost.com. Det er den kroatiske by Hvar, der har tildelt den - må man gå ud fra - intetanende baby den fine titel. Det skyldes, at hendes forældre, mens hun stadig lå i Beyonces mave, var forbi Hvar og her så et træ smukt bevokset med netop blue ivy, på dansk blå vedbend. Kroatiske TV har vist billeder af Beyonce ved siden af det særlige træ, hvor hun udtaler, at hendes datter skal hedde Blue Ivy.

Byen Hvar, der ligger på øen af samme navn, har ry for at være den mest solrige på Adriaterhavskysten, som hvert år besøges af millioner af turister. Udnævnelsen af Blue Ivy til æresborger sker da næppe heller for den lille piges blå øjnes skyld. Lur os om ikke også bystyret i Hvar regner med lidt gratis turistreklame på den konto. Beyonce og Jay-Z er allerede inviteret på et nyt ferieophold på øen.

62-årig begravede sig selv til halsen

Kinesiske Zhou Haijue indledte en drastisk form for protestaktion, da et byggefirma på bare én nat fældede de 4.000 træer, som han havde brugt 30 år på at plante. Den 62-årige mand begravede simpelt hen sig selv til halsen, kun hans hoved, omgivet af protestskilte, tittede op af jorden på det tidligere skovområde. Zhou havde plantet de mange træer for at genskabe en tidligere skov, som oprindelig har ligget i udkanten af hans landsby, Sihiliu i Guangdong-provinsen. Ud over at begrave sig selv, har Zhou også klaget til myndighederne, som gav ham ret.

- Så jeg behøver ikke at ligge i jorden i flere uger. Men jeg er villig til at gøre det igen, hvis det bliver nødvendigt, siger han til flere medier.