Ét spørgsmål har plaget næsten alle, der har set kult-filmen Titanic: Var der virkelig ikke plads til Jack på den dør? I anledningen af filmens forestående 20 års jubilæum, kommer instruktøren, James Cameron, med det endegyldige svar.
Biografgængere verden over sad med hjertet helt oppe i halsen, da en af de mest ikoniske scener i Titanic, udspillede sig på det store lærred - Jack forsvandt i det iskolde vand, alt imens Rose holdt sig ovenvande og i live på en trædør.
Sidenhen er det blevet diskuteret vidt og bredt, om der rent faktisk ikke var plads til dem begge på døren. I et stort interview med Vanity Fair, giver instruktøren nu endelig svar.
»Svaret er meget simpelt: Fordi det står på side 147 (i manuskriptet, red.), at Jack dør. Meget simpelt,« siger James Cameron.
Heldigvis kommer han med en uddybning:
»Det var selvfølgelig en kunstnerisk beslutning, at døren var stor nok til hende, men ikke til ham. Jeg synes, det er lidt fjollet, at vi stadig har denne diskussion 20 år senere. Men det viser, at det lykkedes at gøre Jack så elskelig, at seerne er kede af at se ham dø.«
Der kan argumenteres for, at de mange fans, der har haft ophedede diskussioner om scenen, har spildt deres tid. Det viser sig nemlig, at Jacks død var fuldstændig uundgåelig - uanset om der var plads på døren eller ej.
»Havde han (Jack, red.) overlevet, ville slutningen have været fuldstændig meningsløs. Filmen handler om død og adskillelse; han blev nødt til at dø. Så uanset om det var på den måde, eller fordi en skorsten væltede over ham, så var det uundgåeligt. Det kaldes kunst. Ting sker af en kunstnerisk årsag, ikke af en fysisk årsag,« siger James Cameron.