Venstres revisor betalte 10.000 kroner for at deltage i Løkkes fødselsdag. Erhvervs-styrelsen vurderer, han er uafhængig. Partier åbner for lovændring.

En revisor kan være medlem af et parti i mere end 20 år, løbende assistere partiet i verserende økonomiske sager, fast betale et kontant kampagnebidrag til partiets valgkampe, betale 10.000 kroner for at deltage i fejringen af partiformandens fødselsdag og samtidig foretage den uafhængige kontrol med partiets regnskaber.

Flere af landets førende revisionseksperter, herunder professor på CBS Kim Klarskov, har i denne uge vurderet, at Venstres eksterne revisors relation til partiet truer hans uafhængighed.

Men på baggrund af en redegørelse fra V-revisoren selv vurderede Erhvervsstyrelsen fredag, at uafhængighedsbestemmelserne i revisorloven ikke er blevet overtrådt, skriver Berlingske.

Se hele Løkkes hemmelige ministerhold her

Kim Klarskov står fortsat ved sin kritik og er ikke overrasket over Erhvervsstyrelsens afgørelse.

»Nu har styrelsen vurderet, hvad den mener, der kan lade sig gøre. Det er så et pejlemærke sat ud fra en konkret sag. Den kan andre så rette sig efter,« siger Kim Klarskov.

Efter offentliggørelsen af redegørelsen kom der nye oplysninger frem i sagen. I et interview med Venstres eksterne revisor, Flemming Heden Knudsen, fortæller han selv, at han i anledning af Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens 50-års fødselsdag i maj valgte at betale 10.000 kroner til Venstres partikasse. Af Erhvervsstyrelsens redegørelse fremgår det kun, at han betalte for sin og sin ægtefælles »deltagelse i festen«.

»Jeg betaler de penge for at sikre mig, at jeg ikke modtager en fest, så man kan skyde mig i skoene, at jeg har modtaget gaver eller andet fra en kunde - altså Venstre,« siger Flemming Heden Knudsen.

Læs også: Drama før landsmøde: Rasende Venstre-profil smækker med døren

Han erkender dog selv, at beløbet er langt højere end festens værdi.

»Jeg valgte selv beløbet på de 10.000 kroner. Bagefter kan jeg måske nok se, at det ikke har kostet 5.000 kroner pr. kuvert,« siger han.

Spørgsmål: Din betaling er vel indbefattet af reglerne for partistøtte?

»Ja, det er jo rigtigt nok. Hvis jeg havde haft en så stor familie, at jeg betalte 21.000 for festen, skulle det have været nævnt i regnskabet som partistøtte,« siger Flemming Heden Knudsen.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby (DF), undrer sig stærkt over sammenblandingen af penge og rollen som uafhængig revisor.

»Det er selvfølgelig i modstrid med hinanden. Man er jo ikke uafhængig, hvis man har et økonomisk mellemværende og samtidig foretager en ekstern revision og revisorerklæring,« siger Hans Kristian Skibby, som åbner for at ændre revisorloven, så ordlyden om uafhængighed bliver mere klar.

»Vi går ind for, at revisionspåtegningen altid skal være uafhængig. Jeg vil gerne være med til, at vi får set på reglerne,« siger han.

Også de Radikale er parate til at diskutere uafhængighedsreglerne.

»Vi er åbne for at se på og diskutere ændringer af uafhængighedsreglerne i revisorloven, hvis der er andre partier, der ønsker det,« siger Ida Auken (R).

Sagen undrer også i Liberal Alliance:

»Vores revisorkoncern meddelte os faktisk, at hvis man er revisor for et politisk parti, skal man være opmærksom på, at man ikke skulle være medlem. Jeg troede, at det var helt selvfølgeligt,« siger LA-landsformand Leif Mikkelsen (LA).