Venstre er fredag klar til at genoptage skatteforhandlingerne med regeringen. Det siger partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag aften til TV2.

Han er til klimatopmøde i Rio de Janeiro - det samme er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Jeg har forsøgt at få en samtale med statsministeren, men det har hun ikke haft lyst til, siger Lars Løkke Rasmussen til TV2. Han fortæller, at han i stedet har sendt et brev til indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R).

- Vi vil gerne sende et forhandlingshold i morgen (fredag, red.). Man skal ikke bruge den undskyldning, at jeg er Rio, siger han til TV2 og opfordrer regeringen til at træffe et valg i forhold til, hvem den vil lave skattereform med.

Meldingen fra Lars Løkke Rasmussen kommer efter dage, hvor kritikken har væltet ned over Venstre for at have forladt skatteforhandlingerne i den forgangne weekend.

Torsdag eftermiddag krævede den konservative partiformand, Lars Barfoed, ligefrem, at Lars Løkke Rasmussen kommer hjem fra Rio for at genoptage skatteforhandlingerne.