Inden valget skjulte S og SF det reelle regnestykke bag de to milliarder kroner, som partierne påstod, betalingsringen ville give årligt til den kollektive trafik.

En rapport fra Det Økonomiske Råd konkluderer således, at en årlig indtægt på to milliarder kroner ved en betalingsring kræver, at bilister betaler 40 kroner for at passere betalingsringen i myldretiden og 20 kroner i resten af døgnet.

I valgkampen lovede S og SF, at milliardindtægterne højst ville kræve afgifter på 25 kroner. Og på højst 15 kroner de første to år.

Venstres trafikordfører mener, at de forkerte tal, som blev oplyst under valgkampen, er en meget alvorlig sag for regeringen. - Det er alvorlige oplysninger, der er kommet frem. Det står lysende klart, at man har fiflet med tallene i valgkampen, siger Kristian Pihl Lorentzen og tilføjer:

- S og SF har tilsyneladende forsøgt at male et lyserødt glansbillede af betalingsringen, da de blev presset i valgkampen i forhold til, om regnestykket hang sammen. Nu viser det sig så, at de talte mod bedrevidende, og spørgsmålet er nu, om man helt bevidst har ført vælgerne bag lyset.

Selvom S og SF, anført af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, i valgkampen udtalte, at betalingsringens billetpriser ville ligge på 15-25 kroner, fastholdt de, at den årlige indtægt fortsat ville lande på to milliarder kroner, selvom den reelt var markant lavere.

Magnus Heunicke, den socialdemokratiske politiske ordfører, erkender overfor Ekstra Bladet, at tallene i valgkampen var forkerte.

- Vi begyndte først for alvor at regne tallene igennem, da vi overtog regeringsmagten i begyndelsen af oktober sidste år. Der fik vi hjælp af embedsapparatet, siger han.

Kristian Pihl Lorentzen er ikke imponeret og kræver en tilbundsgående undersøgelse af beregningerne.

- Vi bliver nødt til at sørge for, at vi kommer fuldstændig til bunds i beregningerne af den her betalingsring, og når regeringen på et tidspunkt fremlægger regnestykket, vil det blive mødt af meget kritiske øjne. De har jo forsøgt at bilde folk ind, at man kan få det hele for det halve, siger han.

Han mener, at regeringen bør droppe alt om betalingsringen.

- Regeringens eneste udvej er at droppe alle planer om betalingsringen og i stedet vende tilbage til det, som trafikforligskredsen arbejdede med i 2009, hvor vi lagde sporene til en helhedsorienteret løsning for hovedstadsområdet, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Venstre mener desuden, at meget af den trængsel, der er i Købehavn i øjeblikket, er midlertidig på grund af arbejdet med metroen, på Nørreport og et omfattende fjernvarmearbejde.