- Jeg vil prøve at presse ministeren og dermed også i sidste instans presse DSB, så de kan komme ud af deres kontrakter og koncentrere sig om at køre tog i Danmark. For det er i virkeligheden danske skatteyderkroner, man putter lige ned i et sort hul i Sverige, fortæller Martin Geertsen, der sidder i transportudvalget.
Han har derfor indkaldt transportministeren til samråd, hvor han skal forklare, hvordan underskuddet er opstået, og han har desuden stillet et §20-spørgsmål for at få svar på, om DSB har planer om at fortsætte med at køre i Sverige.
- Jeg forventer, at DSB tager stilling til sit fremadrettede engagement i Sverige, lyder det i svaret fra Henrik Dam Kristensen, der samtidig har noteret sig, at DSB har besluttet ikke at indgå yderligere aftaler i udlandet.
Venstrepolitikeren slår dog fast, at han ikke indkalder til samråd for at pege fingre. Han vil i stedet gerne fastholde presset på sagen, så DSB sørger for at komme ud af de kontrakter, der ellers i nogle tilfælde løber helt frem til 2022.
Det vil heller ikke ændre noget ved sagen, selv hvis det kommende regnskab viser, at DSB havde overskud det sidste kvartal af 2011.
- Jeg tør ikke sige, om underskuddet vil vende på et tidspunkt, men under alle omstændigheder synes jeg ikke, med de problemer DSB har rundt omkring her i landet, at de skal udfolde sig uden for landets grænser. Man skal koncentrere sig om at få forretningen til at køre herhjemme først i stedet for at køre tog i Sverige, hvor de tilsyneladende heller ikke kan finde ud af det, siger Martin Geertsen.