Venstre vil ikke udstille regeringens løftebrud
Selvom Venstre glæder sig over, at regeringen ser ud til at løbe fra sit løfte om en betalingsring, ønsker partiet ikke at hovere.
Selvom Venstre glæder sig over, at regeringen ser ud til at løbe fra sit løfte om en betalingsring, ønsker partiet ikke at hovere.
En sejr, der kan tilskrives de mange mennesker, der i ord og handling har givet udtryk for deres utilfredshed. Sådan beskriver Venstres trafikordfører, Martin Geertsen, udsigterne til betalingsringens endelige fald.
Selvom glæden er stor i partiet, har man fra Venstres side ikke behov for at hovere over regeringens løftebrud.
Det gjorde Lars Løkke Rasmussen (V) allerede klart mandag aften, da han på sin Facebook-profil skrev:
»Det er ingen skam at blive klogere og bøje sig for argumenterne. Fra min side hermed et løfte om, at vi i Venstre ikke vil udstille regeringen for løftebrud, hvis den kommer til fornuft i denne sag.«
Ifølge Martin Geertsen er hele betalingsring-situationen en problematik, regeringen selv har skabt, og som den tror, den kan løse henover natten.
- Det er et mærkelsesværdigt tidspunkt at begynde at snakke om betalingsring, siger han til Berlingske Nyhedsbureau og henviser til, at trængslen i København netop er faldet siden 2006.
- Vi har de sidste ti år lavet en masse investeringer i forhold til metro, letbane, sporudvidelse og motorvejsudvidelse. Investeringer, vi må have tålmodighed til at se virke, siger han.
Han kan godt se, at der er trafik i byen og kø på motorvejen.
- Men ikke noget, der berettiger til, at vi skal trække 11.000 kroner mere op af borgernes lommer, siger han og pointerer, at Venstre heller ikke har lovet nogen nedsættelse af billetpriser i den kollektive trafik, og derfor ikke er i klemme der.
Hos Dansk Folkeparti glæder man sig også over udsigten til, at betalingsringen droppes.
- Normalt er begravelser jo sørgelige, men begravelsen af betalingsringen vil jeg deltage i med et smil om munden, siger partiets trafikordfører, Kim Christiansen.
Et spørgmål står han dog tilbage med.
- Hvilket kludetæppeforlig vil der blive præsenteret i forhold til at kunne tilbyde københavnerne billigere billetter?, siger han.
Helle Thorning-Schmidt (S) lovede på sit pressemøde tirsdag, at »en god løsning« vil blive præsenteret onsdag.