Venstres sundhedsordfører, Jørgen Winther, kalder på mandag sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S) i samråd for at få svar på ministerens overvejelser i forbindelse med de lange ventelister for svært hjerneskadede patienter.

- Vi er langt efter udlandet, og det er utrolig vigtigt, at vi kommer i gang. Disse ventelister er endnu et eksempel på, at vores sundhedssektor halter. Det er samtidig et udtryk for uheldige interne diskussioner, siger Jørgen Winther til Ritzau.

Flere steder i landet må svært hjerneskadede patienter vente helt op til et år på at få den rette genoptræning efter fald- eller trafikulykker. Ifølge eksperterne bør genoptræning iværksættes allerede inden for tre eller fire uger efter ulykken. Omkring 350 patienter bliver hvert år så alvorligt skadet, at de har brug for en speciel type behandling.

Denne behandling tilbydes i øjeblikket kun på Hammel Neurocenter, der i øjeblikket har 21 patienter på venteliste til behandlingen. Hammel Neurocenter er ved at udvide kapaciteten fra syv til 15 sengepladser. På Hvidovre Hospital er man ved at oprette et tilsvarende antal sengepladser, der skal dække Østdanmark.

Imens strides Amterne og lægerne om, hvorvidt der skal oprettes flere centre i Danmark.

- Jeg mener, man bør samle behandlingen på to store centre. På den måde får patienterne den bedste behandling, siger Jørgen Winther.

/ritzau/