Venstre foretager nu et markant skifte i forhold til den offentlige velfærd. Venstre har hidtil dikteret en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent frem mod 2020, men ønsker nu at holde væksten på historisk lave nul procent de kommende otte år.

Det vil spare op imod 30 milliarder kroner. Dobbelt så meget som regeringen regner med at hente på alle sine reformer. Venstre vil sikre balance i den offentlige økonomi og bruge resten på skattelettelser.

- 2020 er jo den horisont, man kigger frem mod, og jeg synes, at den offentlige sektor skal holdes i ro, siger Venstres næstformand Kristian Jensen, der slår fast, at »det vil reelt betyde en nulvækst«.

Ifølge Kristian Jensen er dansk økonomi nu så presset, at der ikke er råd til at bevilge flere penge til velfærd.

- Først og fremmest skal der være styr på økonomien og i det omfang, der så bliver råderum, skal pengene bruges til at sætte skatten ned, siger Kristian Jensen.

Venstres nye melding kommer som en reaktion på, at SF-formand Villy Søvndal i Berlingske Søndag bebudede et årti med offentlig »smalkost« uden dog at ville fortælle, hvor meget eller lidt regeringen vil bruge på velfærden. Venstre ønsker at teste Søvndal. Derfor tilbyder partiet nu regeringen en flerårig politisk aftale om blandt andet nulvækst.

Søvndal har ikke ønsket at kommentere sagen, men SFs politiske ordfører Jesper Petersen afviser nulvæksten.

Med smalkost mener regeringen »en meget behersket vækst«, siger han og glæder sig over, at forskellen er tydelig i den økonomiske politik:

- Det er befriende, at Venstre melder klart ud, at de vil skære ned i den fælles velfærd for at kunne give skattelettelser, siger han.

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) slår også fast, at regeringen fortsat vil have en positiv realvækst. Det offentlige forbrug er de seneste årtier vokset med 1,6 procent om året i gennemsnit.