Venstre vil forlænge håndværkerfradrag
Venstre vil bruge 1,75 mia. kroner på næste års finanslov til at videreføre boligjob-ordningen, som giver private et fradrag, hvis de får udført arbejde i hjemmet.
Venstre vil bruge 1,75 mia. kroner på næste års finanslov til at videreføre boligjob-ordningen, som giver private et fradrag, hvis de får udført arbejde i hjemmet.
Med sit forslag til næste års finanslov vil Venstre fortsætte den såkaldte boligjobordning, som gør det billigere at renovere boligen, få børnene passet eller hjemmet gjort rent, skriver Berlingske.
Ordningen har kørt i snart to år og medfører, at et dansk par kan trække 30.000 kroner fra i lønudgifter til hjælp i hjemmet.
- Det har været en langt større succes, end man havde regnet med, da ordningen blev indført. Sidste år var 270.000 mennesker, som benyttede sig af den. Der bliver skabt arbejdspladser over hele landet med det forslag,« siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby.
Partiet præsenterer i dag et samlet forslag til næste års finanslov, hvor der er afsat 1,75 mia. kroner til forslaget. Det er endnu uvist præcist, hvordan det er finansieret. Derfor er både Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen, i lighed med SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, skeptiske.
- Vi vil have fokus på at skabe job og vækst, så alt, hvad der trækker i den retning, er selvfølgelig interessant. Men det er også interessant at se, hvordan de har valgt at finansiere det. Det er ofte dér, tingene begynder at halte en smule, siger John Dyrby Paulsen, som ikke vil afvise forslaget forud for forhandlingerne.
Sammen med resten af regeringen har Socialdemokraterne dog valgt ikke at videreføre boligjobordningen på næste års finanslov. Tilmed har regeringen valgt at droppe en anden ordning om tilskud til energirenovering. Dermed risikerer regeringen at trække krisen unødigt i langdrag, mener Håndværksrådet, som repræsenterer omkring 20.000 små og mellemstore virksomheder i blandt andet byggebranchen.
- Det er ærgerligt for forbrugerne, det er skadeligt for erhvervslivet, og det er dumt set fra statskassens side, siger afdelingschef i Håndværksrådet Frank Korsholm. Han vurderer, at statskassen faktisk kan tjene på forslaget, fordi flere forbrugere fravælger sort arbejde, når de kan få et fradrag for hjælp udført i hjemmet.
- Den ordning skaber ordrer, job, og den reducerer sort arbejde. Den er også med til at begrænse social dumping fra Østeuropa. Det er fire gode ting, siger Frank Korsholm.
I sidste uge skuffede dansk økonomi endnu en gang, da Danmarks Statistik offentliggjorde nye økonomiske nøgletal, som viste, at dansk økonomi samlet set er i et tilbagefald på 0,5 pct. i det seneste kvartal. Flere uafhængige økonomer har talt for, at tiden er ved at være moden til at stimulere dansk økonomi igen.
Ifølge økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet er håndværkerfradraget en god måde at stimulere på.
- Det er et af de elementer, man kan bruge til at stimulere økonomien med, ligesom de fremrykkede offentlige investeringer. Man får relativt meget beskæftigelse per mia. kroner, man bruger på boligjobordningen, fordi den stimulerer flere parametre. Det her stimulerer både de private virksomheder og de private husholdninger, siger han.