47,6 procent nåede det danske skattetryk op på i 2010, og det er næsten to procentpoint højere end vores svenske naboer, der ligger lige under Danmark på listen over lande med de højeste skattetryk. Det viser en ny opgørelse fra EUs statistiske kontor, Eurostat, ifølge Ritzau.

- Det er ikke et europamesterskab, vi skal kæmpe for at fastholde. Tværtimod. Og vi ønsker reelt at sænke skatten, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, og tilføjer:

- En kommende skattereform skal betyde, at danskerne får lov til at beholde lidt flere af deres egne penge. Det skal ikke bare være en omfordeling fra en lomme til en anden.

Det gennemsnitlige skattetryk i EU var i 2010 på 38,4 procent.

Danmarks topplacering skal i høj grad tilskrives høje skatter og afgifter på forbrugsvarer samt klima og miljø. Den danske moms er blandt andet en af de højeste i EU, mens Danmark lægger sig helt til tops hvad angår klimaskatter.

- Det understreger, hvor svært det er at hente finansieringen til lavere skat på arbejde ved bare at skrue på de skatter og afgifter, vi kender, eller opfinde nye. Vi har nået smertegrænsen i forhold til, hvad der er muligt at beskatte, siger Torsten Schack Pedersen.

Samtidig fører Danmark også an, når det gælder skat på kapital som eksempelvis de store danske pensionsopsparinger, mens det står lidt bedre til med skatten på arbejde. På det felt ligger 12 andre EU-lande nemlig over Danmark.

Kigger man på bolig- og ejendomsskatten rundt i Europa, ligger Danmark også over gennemsnittet målt efter, hvor meget staten hiver ind på området i forhold til bruttonationalproduktet.