Regeringen bærer selv en del af skylden for debatten om de mange brudte valgløfter, skriver udenrigsminister Villy Søvndal (SF) lørdag i en kronik i Berlingke.

Dermed er formanden for SF ude i en ren tilståelsessag, lyder vurderingen fra Venstres politiske ordfører, Kristian Jensen.

- Det er meget godt, at han nu erkender sine løgne under valgkampen, siger han.

- Sagen er bare den, at regeringen fortsat fører den forkerte politik. Skatterne stiger og arbejdsstyrken bliver mindre. Det løser ikke problemerne, konstaterer Kristian Jensen.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, noterer sig også erkendelsen fra udenrigsministeren. Han tager samtidig afstand fra Villy Søvndals kritik af VK-regeringens ufinansierede skattelettelser og det løbske offentlige forbrug. På Facebook skriver den tidligere statsminister:

- Vi har aldrig givet en ufinansieret skattelettelse, og med hensyn til det offentlige forbrug? Jo, mens vi kæmpede med kommunerne om at holde det i ave (og det lykkedes ikke til fulde, selvom overskridelserne var mindre end i 90erne) blev vi akkompagneret af SF og Villy Søvndal, der talte om massakre på den offentlige sektor. En lidt let omgang med sandheden, fristes man til at sige.