Skattestoppet står stadig højt på Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens dagsorden. Det fremgår af Venstres udspil til næste års finanslov, »Færre afgifter. Flere arbejdspladser«, som partiet fremlagde mandag eftermiddag.

Her står der, at »skattestoppet er omdrejningspunktet for Venstres skattepolitik«, ligesom partiet fastslår, at danskerne i VK-regeringens leveår kunne »sove trygt om natten, fordi skatter og afgifter ikke pludselig blev sat i vejret«.

- Den tryghed har den nuværende regering fjernet. Alene med sidste års finanslovsaftale øgede regeringen skatterne med 5 mia. kr. Det svarer ifølge Skatteministeriets egne beregninger til en ekstraregning på 3.400 kr. for en almindelig LO-familie, hedder det blandt andet i Venstres udspil.

- Danskerne kan stole på, at hvis Venstre igen får regeringsmagten, vil det være slut med at hæve skatter og afgifter, lover partiet.

Men i den tidligere regerings leveår var Venstre dog selv med til at hæve skatter og afgifter ikke mindre end 287 gange i perioden 2001-2011. Det fremgår af et svar fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til Socialdemokraternes Thomas Jensen, skriver Ritzau ifølge politiken.dk.

BNB