Danske værdier. Et begreb, der jævnligt finder vej til den offentlige debat, ikke mindst når den kredser om udlændingepolitik og integration, der igen ventes at indtage den politiske dagsorden til efteråret.
Men hvad ligger egentlig bag ordene? Det bør vi i højere grad gøre os klart, ikke kun for vores egen skyld, men også for bedre at kunne kommunikere til nye borgere i Danmark, hvad vi forventer af dem, og hvor det danske samfund ikke kan gå på kompromis.
Det mener Venstres integrationsordfører Martin Geertsen (V), der har udfærdiget sit eget bud på en værdikanon - og nu opfordrer integrationsminister Manu Sareen (R) til at søsætte et arbejde med en officiel kanon over danske værdier, skriver Berlingske.
»Jeg synes, at vi har misset at fortælle de mennesker, der er kommet her til landet, hvad der er værdier og normer hos os. Vi skal have defineret, hvad vi selv er for nogen, inden vi begynder at definere, hvad vi ikke vil være med til. Så denne her diskussion kommer ikke et øjeblik for tidligt,« siger Martin Geertsen.
Han peger selv på blandt andet religionsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling og demokrati som urokkelige danske værdier, og han ærgrer sig over, at der tidligere har været tendens til at sammenblande den slags værdier med holdninger til frikadeller og tørklæder.
Venstre-ordføreren får opbakning fra den konservative gruppeformand, Brian Mikkelsen (K), der fortæller, at det var lignende tanker, der lå til grund, da han som kulturminister i 00erne satte gang i arbejdet med en kulturkanon.
»Vi skal være åbne for globaliseringen og omverdenen, men det er samtidig vigtigt at holde fast i, at der er noget identitet og kultur, der er vigtige for os som danskere. Hvis vores måde at omgås hinanden på bliver udvisket og ligegyldig, så har vi ikke en fælles nation og en fælles identitet, så det her er en ekstremt vigtig diskussion at tage,« siger han.
Integrationsminister Manu Sareen (R) kalder debatten »spændende«, men afviser at udfærdige en decideret kanon.
»Martin Geertsen har ret i, at tingene nogle gange bliver mudret. Tag burkadiskussionen, der gik helt amok, indtil nogen stoppede op og spurgte om, hvor mange det egentligt er, vi taler om. Og han har ret i, at mange af værdierne er det kit, der holder os sammen som danskere,« siger ministeren.
»Men omvendt tror jeg, at det er vanskeligt at sætte værdier ned på et stykke papir og tro, at det gør folk danske. Kulturkanonen lærte os, at man ikke kan proppe Pontoppidan (dansk forfatter, red.) ned i halsen på Ali og regne med, at han bliver dansk af den grund. Grunden til, at jeg og mine forældre har slået rødder her, er jo, at vi har mødt værdier såsom demokrati, ytringsfrihed og frisind blandt danskerne. Så det handler mere om, at vi som danskere skal blande os mere og turde vise, hvilke værdier der bærer det her samfund,« fastslår Manu Sareen.
Hos Dansk Folkeparti mener næstformand Søren Espersen (DF), at Martin Geertsen rammer galt i sin værdiformuleringer.
»De ting, han nævner, kan jeg ikke se noget specielt dansk i. Det kunne ligeså godt være værdier, man bekender sig til i Sverige, Norge eller England. Det er vesterlandske værdier. I Vesten har vi en forståelse for tolerance, for frihedsidealer og demokrati, men det er jo ikke dansk. Så vil jeg hellere tale om dansk kultur, hvor vi adskiller os, eller jeg vil fremhæve sådan noget som dansk politi, den danske sangskat eller kristendommen i den danske version,« siger Søren Espersen.
Hos Enhedslisten kalder Per Clausen (Ø) Venstre-ordførerens kanon for noget letkøbt »pjat«.
»Vi kan sagtens være enige om, at vi alle går ind for det her, men ærligt talt: Ytringsfrihed og demokrati er jo ikke opfundet i Danmark. Det tjener ikke noget formål at ophæve de her værdier til at være særligt danske. Det er spild af tid,« siger han.