For meget fokus på personsager samt en generel fremgang til de EU-skeptiske partier over hele Europa er forklaringen på Venstres tilbagegang ved europaparlamentsvalget, mener politisk ordfører Inger Støjberg.
Venstre står til at miste et af partiets tre mandater i Europa-Parlamentet, og partiet er blot det tredjestørste målt på antallet af stemmer, viser exit poll.
Ifølge Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), er der to forklaringer på, at Venstre står til vælgerhug ved valget.
»Der er ingen tvivl om, at personsager har fyldt mere end politik på det seneste, og så er der rullet en bølge af EU-skepsis ind over Europa, og det er vi utvivlsomt også blevet ramt af,« siger hun.
I exit poll’en, som Epinion har lavet for DR, står Venstre, der har Ulla Tørnæs (V) som spidskandidat, til blot 17,2 procent af stemmerne. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er større.
De seneste uger har historier om Lars Løkke Rasmussens (V) Venstre-betalte tøj og ferierejse til familien fyldt massivt i de danske medier, og det er altså medvirkende årsag til, at Venstre står til tilbagegang, påpeger Støjberg.
»Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det godt kunne være en del af det. Men jeg tror også, at hvis man ser lidt mere overordnet på det, så har de skeptiske partier vundet frem,« siger hun.
Dansk Folkeparti står ifølge Epinions måling til at blive det største europæiske parti med tilslutning fra 23.1 procent af stemmerne.
Socialdemokratiet og Jeppe Kofod (S) står til 20.5 procent. Den statistiske usikkerhed er ifølge Epinion 1.9 procentpoint.