Liberal Alliances gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, tager skarpt afstand fra den kritik, som SFs næstformand Mattias Tesfaye har skudt af mod Venstre og Liberal Alliance i forbindelse med den meget omtalte konflikt mellem restaurant Vejlegården og fagforeningen 3F.

I en sms til bt.dk skriver Mattias Tesfaye blandt andet:

- Jeg kan forstå, at V og LA nu vil indskrænke lønmodtagernes ret til at strejke. I så fald vil det være det største frihedsindgreb mod lønmodtagerne siden nazisterne gjorde det samme under krigen.

Men den sammenligning er både »tåbelig« og »upassende«, mener Simon Emil Ammitzbøll.

- Jeg synes ikke, det hører hjemme i den politiske debat, at man trækker nazi-kortet, hver gang man er uenig med nogle, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Sagen mellem Vejlegården og 3F er opstået, fordi restaurantens ejer og medarbejdere har indgået en aftale om en overenskomst med Kristelig Fagforening, som ifølge 3F betyder forringede vilkår for medarbejderne. Det har fået 3F til at indlede en blokade mod restauranten. Blokaden er lovlig, og det har Simon Emil Ammitzbøll svært ved at se logikken i.

- Vejlegården har en overenskomst, og jeg har svært ved at se, hvad forholdene på Vejlegården, som i øvrigt er fine og fortrinlige og har medarbejdernes opbakning, kommer 3F ved, siger han.

Situationen har fået Venstre til at foreslå at forbyde faglige blokader, når en virksomhed har indgået en overenskomst med et fagforbund. Partiets tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg understreger, at Venstre ikke er ude på at indskrænke selve strejkeretten for lønmodtagerne - som Tesfaye hævder. V-forslaget går udelukkende ud på at fjerne blokaderetten, forklarer Støjberg.

Sammenligningen med nazisternes gerninger på fagforenings-fronten under krigen er nærmest ikke værd at kommentere på, mener hun.

- Det er så absurd, når han siger, som han gør. Tesfaye lyder, som det plejer at gøre. Det hander om at han skal i medierne mere end om noget, der har hold i virkeligheden, siger Inger Støjberg.

Spørgsmål: Men hvis man ser bort fra nazisammenligningen, har Tesfaye så ikke ret I, at det er et indgreb mod lønmodtagernes demokratiske rettigheder, hvis I fjerner deres ret til blokader?

- Overhovedet ikke. Der findes i omegnen af 400.000 danskere i de gule fagforeninger. Når 3F har ret til at blokere arbejdspladser, som overhovedet ikke har 3F-medlemmer ansat, så går det ud over indehaverne af arbejdspladser som Vejlegården. Det er stærkt generende for de mange medlemmer af gule fagforeninger, siger Inger Støjberg, som kritiserer Mattias Tesfaye for at være med til at lukke virksomheder frem for at åbne nye.

Simon Emil Ammitzbøll siger, at Liberal Alliance er positivt indstillet over for Venstre forslag om at afskaffe blokaderetten.

- Vi er sympatisk indstillet over for det, men det kan godt være, man kan finde smartere modeller, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Spørgsmål: Men er I dermed ikke med til at begynde at ødelægge den danske model?

- Vi er med til at sørge for, at Danmark ikke sidder fast i forhold til at gøre ting på en måde, der måske var smart for over 100 år siden. Der er masser af ting, der godt kan være gode på et tidspunkt, men som tiden går, kan det være klogere og mere tidssvarende at gøre det på en anden måde, siger han.

Også sundhedsminister Astrid Krag (SF) har i dag blandet sig i debatten. Hun kalder Venstres forslag helt ude i skoven.

- Konsekvensen af Venstres udtalelser kan for eksempel være, at et udenlandsk firma kommer til Danmark med en overenskomst til 25 kroner i timen, uden at aktive fagforeningsmedlemmer kan protestere og presse på for rimelige forhold, skriver Astrid Krag i et indlæg på sin Facebook-profil.