Der er opstået en verbal brydekamp mellem de to EU-profiler, Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti og Venstres Morten Løkkegaard. Årsagen er Løkkegaards OL-besøg.
Morten Messerschmidt er ude med riven efter flere af sine parlamentskollegaer, blandt andet Morten Løkkegaard.
- Det virker underligt, at europaparlamentarikere er inviteret af DIF. Jeg kan forstå, at idrætsordførerne fra Folketinget og højtstående repræsentanter inviteres, men europaparlamentarikere har intet at gøre ved OL på DIF’s pladser. Mig bekendt sidder hverken Morten Løkkegaard eller Christel Schaldemose i udvalg, der har noget med sport at gøre. Det virker mere som en god anledning til at give dem en oplevelse, end det har noget med reel politik at gøre, lød bandbulen fra Messerschmidt.
Men den udtalelse imponerer på ingen måde Morten Løkkegaard. Tværtimod. Den tidligere tv-vært er sur - og forundret over, at kollegaen fra DF ikke ved bedre.
- Det er ekstremt pinligt. Nu er ingen naturligvis forpligtet over evne, men Morten Messerschmidt har arbejdet sammen med mig i tre år i parlamentet. Jeg ved ikke, hvorfor han siger, som han gør. Han burde vide bedre. Jeg er den danske europaparlamentariker, der har beskæftiget sig mest med sport. Jeg er næstformand i kulturudvalget, hvor sport hører under. Jeg er chefforhandler på sportsbudgettet og har deltaget i utallige sportsdebatter, siger Løkkegaard.
Det kommer dog som noget af en overraskelse for Morten Messerschmidt.
- Lad mig sige det sådan, det er faktisk ikke på noget tidspunkt gået op for mig, at han har beskæftiget sig med sportsanliggender. Det har jeg aldrig hørt om. Jeg føler ellers relativt godt med i både Morten og mine øvrige tolv kollegaer i Parlamentets arbejde, siger han.
- Men min kritik var faktisk også mere af generel karakter. Som politikere skal vi passe på, at deltage i noget, hvor det kan blive opfattet som det rene pamperi. Men det lyder som om, at der er en god grund i det konkrete tilfælde. Det var som sagt bare ikke gået op for mig, lyder det tørt fra DF’eren.
Er det i orden, at MFere tager imod invitationen til OL, eller lugter det for meget af pamperi? Deltag i debatten herunder