Socialdemokraternes transportordfører indrømmer søndag, at partiet under valgkampen »romantisererede regnestykkerne lidt«, da det lovede, hvor meget billigere offentlig transport ville blive med en ny regering.
Og det vil Venstres medlem af Transportudvalget, Martin Geertsen, godt have uddybet. Derfor har han kaldt transportminister Henrik Dam Christensen (S) i samråd.
- Befolkningen har krav på en konkretisering af det, som man på baggrund af Prehns udmelding ikke kan karakterisere som andet end en socialdemokratisk løgn, siger han og uddyber, hvorfor han har bedt transportministeren om at forklare sig.
- Det er et helt selvstændigt formål med dette samråd at få udstillet de nuværende regeringspartiers vej til magten. Vi vil anskueliggøre, at politik ikke bør handle om, at man bare kan rende rundt og love til højre og venstre, siger Martin Geertsen.
Venstre-manden finder udmeldingen ekstra kritisk, da »Rasmus Prehn og Magnus Heunicke i de seneste dage har gjort sig lystige på Venstres bekostning og moret sig over, at Venstre ikke bare lover at rive betalingsmuren ned uden at kende konsekvenserne af vores udmeldinger«.
- Jeg synes, at denne socialdemokratiske tilståelsessag med al ønskelig tydelighed viser, at man ikke kommer langt med løse udmeldinger uden hold i virkeligheden, understreger han.
Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby har tidligere søndag kritiseret udmeldingen fra Rasmus Prehn, der »skaber mistillid mellem befolkningen og politikerne«.