Venstres Preben Bang Henriksen bad tidligere justitsminister om hjælp til sine egne klienter

Venstremanden Preben Bang Henriksen har forsøgt at bruge sine politiske post til at få staten til at betale sin advokatløn

Ud over at have siddet i Folketinget for Venstre siden september 2011 er han advokat for næstformanden i EBH Bank, Anna Breum, der sammen med de andre i banken i 2009 blev sagsøgt af staten for 700 mio. kr.

Som BT i går kunne skrive har han otte gange spurgt erhvervsminister Ole Sohn om retssagen mod den nordjyske bank. En dobbeltrolle som i går fik Dansk Folkeparti til at kalde ham »torskedum.«

Nu viser det sig, at han allerede under den tidligere regering to gange skrifteligt spurgte daværende justitsminister Lars Barfoed om, hans klient og andre i sagen kunne få fri proces. Altså bad han indirekte staten betale hans advokatløn i den flere år lange sag. Den vejledende pris for Danske Advokater er en timeløn på 1.650 kr.

- Jeg har ikke sagen her på Christiansborg, så svaret bliver et gæt. Umiddelbart vil jeg tro, at jeg har skrevet til Justitsministeren, enten vedr. mulighed for fri proces eller vedrørende muligheden for at få sagen til at køre ved Vestre Landsret i stedet for Retten i Hjørring, skriver Preben Bang Henriksen til BT.

Hans partifælle erhvervsordfører Kim Andersen, der i denne uge har lavet konferrence med Preben Bang Henriksen, har tre gange spurgt justitsministeren om, der kan gives fri proces til de anklagede i EBH Bank.

Professor i Forvaltningsret Claus Haagen jensen fra CBS understreger, at politikere formelt set godt må tage deres egne arbejdssager op politisk.

- Men hvor meget har han tænkt sig at blive til grin? spørger han.

Venstrefløjen tager klart afstand fra Bang Henriksen.

- Etisk og moralsk er det langt ud over, hvad man kan tillade sig, når man i den grad bruger sin position politisk til at tage sin egen retssag op, siger Karina Lorentzen (SF), formand for Folketingets Retsudvalg, mens Enhedslisten siger, at de desværre ikke er overrasket over, at Venstre-folk tager private sager op.

- Her er en Venstre-mand, der vil have det offentlige til at betale sit advokathonorar. Det er hamrende usympatisk og endnu værre end Ellen Trane, der ville have staten til at betale støtte til sin mors museum, siger retsordfører Pernille Skipper.