Lars Løkke havde ikke selv økonomisk formåen til at betale de 152.000 kroner, Venstre endte med at betale for at opgradere hans garderobe, da han blev formand for partiet.

Han har en repræsentationskonto på 100.000 kroner i Venstre.

Det fortalte han tirsdag eftermiddag, inden han skulle til møde i Venstres forretningsudvalg og efterfølgende til et skæbnesvangert møde i partiets hovedbestyrelse

- Partiet har haft udlæg, fordi min privatøkonomi ikke var robust nok til det på daværende tidspunkt. Der var et ønske - det er jo bare en detalje - om at lave en markant oprustning af min garderobe. Også udover et niveau, som jeg lige havde råd til at løfte selv, siger Lars Løkke.

Det fik journalisterne til at stille det spørgsmål, som mange i Venstres bagland har haft rigtig svært ved at forstå:

Hvorfor skal partiet betale for noget, du ikke selv havde råd til?

Til det svarede Løkke:

- Der var et ønske om at lave et markant løft af mig - det har jeg lagt ører til, og det er mit ansvar. Så siger jeg bare, at min øjeblikkelige økonomiske situation ikke rakte til at lave det spring fra at have huller i jakkesættet til at have ti statsmandshabitter. Det er derfor, der er disponeret på den måde, at Venstre har betalt i første række. Det var forudsat, at det der blev mit, blev mit, og det har jeg betalt for, siger Lars Løkke til de mange fremmødte journalister.

Lars Løkke slog samtidig fast, at han ikke har gjort noget forkert.

- Jeg føler ikke, jeg har gjort noget kriminelt. Vi har spillet efter de regler, der var. Vi har så justeret de regler, fordi vi i selverkendelse har rettet ind, så vi i dag har et regelsæt, der er snorlige. Det betyder blandt andet, at jeg har en repræsentationskonto på 100.000 kroner, og jeg tror, jeg brugte de 52.000 af dem sidste år, forklarede Lars Løkke selv inden sit skæbnemøde i Odense Congress center.