Venstre vil ikke acceptere, at det frie skolevalg skal begrænses. Partiets undervisningsordfører undrer sig over, at undervisningsminister Christine Antorini (S) har udtalt, at det er et problem, at forældre selv kan bestemme, hvor deres børn skal gå i skole.

- Da jeg var skolelærer, talte mange om, at man manglede forældre, som tog del i deres børns skolegang. Det behov har det frie skolevalg været med til at dække. Det frie skolevalg medfører jo, at forældre bliver en aktiv del af børnenes skolegang, hvor man er aktiv på skolen og på hjemmefronten. Det er brandærgerligt, hvis ministeren nu vil rulle noget, der virker, tilbage af ideologiske årsager, siger Jens Juel Jensen, børne- og undervisningsordfører for Venstre til Berlingske Nyhedsbureau.

Dermed er han lodret uenig i, at det frie skolevalg er et stort problem, som skaber øget ghettoisering og A- og B-skoler, som undervisningsministeren og professor Charlotte Ringsmose har udtalt.

Sidstnævnte fortæller, at der i dag er stor forskel på skoler, selv i samme kommune. Det bunder blandt andet i, at koncentrationen af ressourcesvage er for stor på nogle af de mindre populære skoler.

Men Venstre mener ikke, at det problem skal afhjælpes ved at begrænse det frie skolevalg.

- Det er et utroligt lavt ambitionsniveau, hvis man groft sagt vil gøre alle skoler lige dårlige i stedet for at gøre dem lige gode. I stedet for at begrænse børn og forældre, skulle man i stedet sørge for at løfte de skoler, som fungerer knap så godt, siger Jens Juel Jensen og uddyber:

- Venstre vil for eksempel hellere sikre, at vi kan give en håndfast garanti til forældrene om, at alle børn kan læse efter 2. klasse. Forældrene skal spille en endnu større rolle og ikke afskæres fra det frie valg. De skoler, der virker knap så godt i dag, skal vi løfte, men vi skal jo ikke begrænse de skoler, der virker.