Efter ønske fra Venstre i Viborg bliver en indkaldelse til et ekstraordinært landsmøde, hvor man kan vælge en ny formand, nu en del af dagsordenen på mødet i partiets hovedbestyrelse tirsdag.
Flere i Venstre kræver nu, at der bliver indkaldt til et ekstraordinært landsmøde, hvor partiets formand, Lars Løkke Rasmussen (V), kan afsættes og en ny formand kan vælges.
Venstre i Viborg har føjet et punkt til dagsordenen på mødet i hovedbestyrelsen tirsdag, hvor det altså nu også skal besluttes, om en tredjedel af hovedbestyrelsen vil indkalde til et ekstraordinært landsmøde. Det skriver dr.dk.
Og ifølge TV2 News er der en gruppe på 10-12 af Venstres folketingsmedlemmer, der også kræver et ekstraordinært landsmøde og overvejer en samlet skriftlig udtalelse. Men indtil videre er de alle anonyme, og kan altså ikke selv indkalde til mødet, men opfordre deres bagland og hovedbestyrelsesmedlemmer til at gøre det.
Landsmødet kan kun indkaldes, hvis en tredjedel af Venstres hovedbestyrelse er enige om det. Berlingske Nyhedsbureau har talt med adskillige medlemmer af partiets hovedbestyrelse, der enten afviser at være med bag en indkaldelse eller ikke har nogen kommentarer til det.
»Jeg hverken har været med til at indkalde til noget eller har tænkt mig at indkalde til noget landsmøde,« siger Mikkel Rahbek Brunse (V), der er kommuneforeningsformand for Venstre i Nordfyns Kommune og medlem af hovedbestyrelsen.
Men i Viborg er der fuld opbakning til et landsmøde, hvor formanden kan afsættes.
»Det er helt i tråd med vores ønske om, at Venstre får en ny formand. For det kræver jo et landsmøde,« siger kommuneforeningsformand i Viborg Anders Jensen til dr.dk.