Venstre-folk planlagde Thorning-fælde med Troels Lund
Tre Venstre-folk planlagde en skattefælde for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. Partiets skatteordfører husker ikke, om han drøftede planerne med spindoktoren Peter Arnfeldt.
Tre Venstre-folk planlagde en skattefælde for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. Partiets skatteordfører husker ikke, om han drøftede planerne med spindoktoren Peter Arnfeldt.
Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) skulle udstilles for skattehykleri.
Derfor planlagde de tre Venstre-folk Troels Lund Poulsen, Torsten Schack Pedersen og Jacob Jensen tilbage i 2010 i fællesskab at stille Thorning og Søvndal enslydende spørgsmål i Folketingssalen under Folketingets afslutningsdebat 2. juni.
13 dage før afslutningsdebatten havde Skatteministeriet oprettet en særlig konto, hvor danskere frivilligt kunne indbetale penge, hvis de var interesserede i at betale mere i skat.
Kontoen havde endnu ikke været omtalt i nogen medier, men de tre Venstre-folk havde i fællesskab drøftet kontoen og ville nu bruge den til at udstille de to ledere af rød blok - bad Thorning og Søvndal danskerne om at betale mere i skat uden at ville gøre det selv?
- Det snakker vi selvfølgelig om. Og det har vi også drøftet med Troels (Lund Poulsen, red.). Det kunne være en god lille gimmick, siger Torsten Schack Pedersen i dag og uddyber:
- Det var oplagt at spørge Helle og Villy, så de kunne gå foran med et godt eksempel. Det var derfor, vi spurgte de to, som jo havde den røde plan med skatte- og afgiftsstigninger for over 17 milliarder. Hvis de mente, at lykken var at betale mere i skat, så fik de muligheden for det med kontoen.
Torsten Schack Pedersen bekræfter, at der er en klar forbindelse mellem skattekontoen og spørgsmålene, der blev stillet i Folketingssalen.
- Ja. Men det er ud fra et politisk ønske om, at hvis de mener, at folk skal betale mere i skat, så kunne man jo gå foran med et godt eksempel og indbetale på kontoen, siger han.
Samme dag som den timelange afslutningsdebat kørte i Folketinget, sendte Troels Lund Poulsens daværende spindoktor, Peter Arnfeldt, en mail til Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard med en udskrift af Torsten Schack Pedersens spørgsmål og Villy Søvndals svar.
I mailens emnefelt står der »FW: Villys svar på spørgsmål om at ville betale mere i skat«. Det ved vi, fordi Ekstra Bladet torsdag har lagt mailen frem.
Tirsdag udspurgte Skattesagskommissionen Jan Kjærgaard om forløbet, og her kom det frem, at han og Peter Arnfeldt allerede udvekslede mails om skattekontoen 23. maj - altså mere end en uge inden afslutningsdebatten.
- Ideen fra Arnfeldt var en gimmick, fortalte Kjærgaard, da han sad i vidneskranken.
- Altså at få skabt noget fx i forbindelse med en debat i Folketinget, hvor man kunne komme frem til at spørge Thorning og evt. Søvndal, om de selv var villige til at betale mere i skat. Hvis de svarede ja, så kunne der så dukke en sjov konto op hos Skat for sådanne mærkelige mennesker, uddybede han.
Allerede før Folketingets afslutningsdebat begyndte, vidste Jan Kjærgaard, at Jacob Jensen og Torsten Schack Pedersen ville stille spørgsmålene om skat. Det havde Peter Arnfeldt nemlig fortalt ham, forklarede han tirsdag.
Spørgsmål: Torsten Schack Pedersen, drøftede du nogensinde spørgsmålene til Thorning og Søvndal med Peter Arnfeldt?
- Det tror jeg ikke. Jeg tror, at det var noget, vi talte om nede i Folketingssalen, og der har Peter Arnfeldt af gode grunde ikke været. Så det har jeg ikke gjort.
Spørgsmål: Har du, Troels Lund og Jacob Jensen drøftet, hvordan I skulle få historien ud i pressen?
- Det kan jeg ikke huske.
Spørgsmål: Drøftede du med Troels Lund Poulsen, om Jan Kjærgaard fra Ekstra Bladet skulle »have historien«?
- Det kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg husker, at vi drøftede, at vi skulle stille spørgsmålene til Villy og Helle, fordi det ville være sjovt, når kontoen kom.
Onsdag vidnede Peter Arnfeldt for Skattesagskommissionen.
Han indrømmede, at han havde tippet Jan Kjærgaard om oprettelsen af skattekontoen, så historien kunne komme i Ekstra Bladet, men han afviste blankt, at hans tip indeholdte noget om Helle Thorning-Scmidt.
- Jeg vil gerne understrege, at det har intet - absolut intet - med Helle Thorning-Schmidts skattesag at gøre, hævdede Peter Arnfeldt under afhøringen.