Opbakningen til Venstre er nu lavere end ved valget i 2011, viser en ny måling fra Megafon. De seneste tre uger har kostet partiet dyrt i vælgeropbakning.

For første gang siden valget i september 2011 ligger Venstre nu lavere end valgresultatet, viser en ny måling, som Megafon har udført for TV 2. Meningsmålingen giver Venstre 26,3 procent af stemmerne, og det er mindre end de 26,7 procent af stemmerne, som Venstre fik ved Folketingsvalget i 2011.

Lars Løkke Rasmussen (V) og hans parti har tabt hele 3,3 procent af vælgerne siden den seneste Megafon-måling for blot tre uger siden. Og otte ud af ti peger i meningsmålingen på, at de har trukket opbakningen til Venstre, efter det er kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen har rejst for 770.000 kroner som formand for klimaorganisationen GGGI, der blandt andet finansieres af den danske stat, oplyser Megafons direktør, Asger Nielsen, til TV 2 News.

»Venstre får en ordentlig mavepuster,« siger Asger Nielsen.

Partiet har ellers konsekvent ligget et pænt stykke over valgresultatet med helt op til 34 procent i vælgertilslutning, hvilket svarer til cirka hver tredje vælger.

Ulla Tørnæs (V), der er borgmesterkandidat for Venstre i Holstebro, kalder Lars Løkke Rasmussens rejseudgifter »en møgsag for Venstre«.

Hun fremhæver dog, at formanden har valgt at beklage sagen over for Venstres medlemmer.

Også Venstres politiske ordfører, Ellen Thrane Nørby (V), understreger over for TV 2 News, at Lars Løkke Rasmussen allerede har været ude at beklage, at han ikke ændrede reglerne som formand for GGGI.

Meningsmålingen viser også, at Venstres formand har mistet forspring som danskernes foretrukne til statsministerposten. Mens han i meningsmålinger for ét år siden var klar favorit, peger 41 procent i dag på Lars Løkke Rasmussen som foretrukken statsministerkandidat. 38 procent af vælgerne foretrækker, at Helle Thorning-Schmidt (S) fortsætter på posten, viser målingen.

Meningsmålingen giver trods Venstres tilbagegang fortsat borgerligt flertal, da de tre øvrige borgerlige partier er gået frem med henholdsvis 1,2 til de Konservative, 1,3 til Liberal Alliance og 1,6 procentpoint til Dansk Folkeparti.

Samlet er der således 56,3 procent vælgere, der bakker op om blå blok, skriver tv2.dk.

I rød blok er der 1,0 procentpoint fremgang til Enhedslisten og en svag fremgang til Socialdemokraterne, mens de to andre regeringspartier står til en mindre tilbagegang.