Kulturminister Uffe Elbæk mener, at han fået masser ud af sine møder med NGOere og demokratiforkæmpere i Ukraine. Det redegjorde han for ved et åbent samråd i Folketingets Kulturudvalg tirsdag eftermiddag. Venstre mener derimod, at kulturministerens besøg har været nytteløst.

- Vi havde nogle gode møder med menneskerettighedsorganisationer, som har tilkendegivet, at det har betydet meget for dem, at både jeg og den hollandske sportsminister mødtes med dem. Vores besøg gav omtale i internationale medier, og efterfølgende har vi hjulpet de ukrainske organisationer med at komme i kontakt med lignende organisationer i Danmark.

Men Venstres Martin Geertsen er langt fra imponeret over udbyttet af ministerens besøg i Ukraine, der fandt sted i weekenden op til Danmarks første kamp ved EM mod Holland.

- Intet er der kommet ud af den her tur. Dialog er jo godt, men hvad har ministeren så aktivt tænkt sig at bruge den til? Har det bare været en drøngod tur med fodbold og en række gode møder, spurgte Martin Geertsen under samrådet.

Han efterlyser sammen med sine partikolleger Lykke Friis og Eyvind Vesselbo en ordentlig argumentation for, hvorfor Uffe Elbæk ikke forsøgte at få kontakt til politiske fanger, sådan som EU har anbefalet de medlemslande, der ville deltage ved EM-slutrunden.

- Det er mærkværdigt, at man vælger at bryde med den overordnede linje i EU ved at undlade at besøge politiske fanger, og samtidig er det vel ikke ligefrem et succeskriterium, at mødedeltagerne har været glade for, at ministeren kom til Ukraine. Det er vel ret åbenlyst, at undertrykte mennesker er glade for, at en kulturminister vil mødes med dem, siger Lykke Friis.

Uffe Elbæk erkender, at regeringen ikke har forsøgt at tage kontakt til politiske fanger, men hæfter sig ved, at man i stedet har haft et møde med forsvarsadvokaten for den fængslede oppostionspolitiker og tidligere premierminister Julia Timosjenko.

- Vi nåede at få et møde med hendes forsvarsadvokat, hvor vi spurgte ind til hendes situation og fik sendt en hilsen videre til hende, og det var jeg meget tilfreds med. Så jeg kan kun sige, at jeg på alle måder er glad for regeringens beslutning om at tage til Ukraine, siger Uffe Elbæk.

Indtil videre har kun Danmarks og Hollands ministre været EUs politiske repræsentanter under EM, men det forventes at politikere fra tilbageværende lande i turneringen vil tage til Ukraine i forbindelse med semifinaler og finale.