Der vil ikke blive skåret i folkepensionen, hvis Venstre får magten efter det kommende folketingsvalg. Sådan lyder meldingen fra Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen (V), efter at Socialdemokraterne har bedyret, at det kan blive konsekvensen, nu hvor Venstre har blødt op på partiets nulvækst-kurs.

»Det er så langt fra virkeligheden, at det virker som en ekstrem grad af desperation hos Socialdemokraterne, for vi har ingen planer om at skære i folkepensionen, og det ved de udmærket godt,« siger Torsten Schack Pedersen.

Efter udtalelsen fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), om at nulvækst »jo kan skrues sammen på mange måder, hvor man stadigvæk fremmer det, man vil«, har Socialdemokraterne udtalt, at det kan betyde nedskæring i folkepension, SU og dagpenge. Men til det svarer Venstres skatteordfører:

»Vi har ikke nogen forslag om det, og det ved Socialdemokraterne udmærket godt. Nu er spørgsmålet: Skal de have lov til at kaste røgslør ud over deres egen gøren og laden.«

Torsten Schack Pedersen henviser til, at Socialdemokraterne forud for det seneste valg lovede at hæve folkepensionen med 2.000 kroner, hvorefter de i forbindelse med skattereformen i 2012 foreslog at sænke folkepensionens grundbeløb.

»Grunden til, at det ikke blev til noget, var at Venstre og Konservative forhindrede det,« siger Torsten Schack Pedersen.

Han forklarer, at Venstre vil finde pengene til at sænke skatter og afgifter blandt de mange danskere i den arbejdsdygtige alder, som er på overførselsindkomst.

»Vi har 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på passiv forsørgelse. Kunne vi få flere af dem i arbejde, er det en kæmpe gevinst for samfundet, og det giver et kæmpe løft også på de offentlige finanser. Men vi har ikke noget forslag om at sænke folkepensionen,« siger Torsten Schack Pedersen.